Danske bæravlere tvinges ud på nye markeder

Tilskud til polske bæravlere har gjort, at Europa flyder over med bær. Prisen er styrdykket.

EU har givet tilskud til at plante godt 10.000 hektar bær i Polen. Det uden at sørge for, at der er afsætning til bærerne.

»Det er lidt underligt, at man uhindret i forhold til forbruget giver støtte til produktionen. I forhold til forbruget, så er produktionen blevet alt for stor. Vi har taget konsekvensen af det, og det er der mange andre, der også bliver nødt til,« siger Anders Sørensen, formand for Dansk Bærdyrkerforening.

Han tager i år 40 hektar ud af hans i alt 58 hektar store solbærproduktion. Den lille rest på 18 hektar skal gå til hans egen produktion af blandt andet solbærsaft. Anders Sørensen vurderer at omkring 1/3-1/4 af alle Europas solbærbuske skal væk før, at der er balance i det. Kvalitetschef hos Gasa Nord Grønt Svend Jensen er enig i, at der bliver produceret for mange bær.

»Der er en faldende efterspørgsel på f.eks. juice i Tyskland. Man har givet støtte til at effektivisere produktionen i Polen, hvilket har givet en overproduktion i forhold til forbruget,« siger Svend Jensen.

Den europæiske pris bestemmer, hvor meget både danske og polske avlere kan få for deres bær. Polen oplever derfor også prisdykket, men fordi der er lavere omkostninger ved at producere bær i Polen, så opleves det ikke på samme måde.

»Polakkerne har ikke samme omkostningsniveau. Det er svært at måle sig med,« siger Anders Sørensen.

Dækker kun brøkdel af omkostningerne

»Det ser noget sort ud. Vi har de sidste tre år fået en gennemsnitspris på 1,60 kr. Det dækker 30 procent af vores omkostninger,« siger Anders Sørensen, der er formand for Dansk Bærdyrkerforening. Endnu værre ser det ud i år. Danske solbæravlere kan se frem til, eller nærmere ned til, en pris på 60 øre. pr. kg. Det kan ifølge Anders Sørensen dække 10 procent af omkostningerne ved avlen. Altså langt fra nok til at kaste penge på kistebunden. »Mit bedste bud er, at omkring 25-30 procent af de danske avlere stopper i år. Hvis det fortsætter 1-2 år mere, så er man meget naiv, hvis man fortsætter med den bærproduktion. Skønsmæssigt så koster det 200-300 kr. i timen at arbejde med solbær her. Det er bare fakta,« siger Anders Sørensen.

Nye produkter

For både Anders Sørensen og Svend Jensen skal der fokuseres på produktudvikling og på at finde nye markeder, hvis der skal være solbærproduktion i Danmark i fremtiden.

»Vi skal finde investorer til at produktudvikle. Det kan avlerne ikke selv klare. Derudover skal vi finde nye markeder. Det kunne f.eks. være Kina, USA og Japan. Derudover vil vi gerne se på, om vi kan avle langtidskontrakter, så vi er sikret en bestemt pris for vores vare i tre-fire år. Så kan vi hele tiden kigge på, om det er en pris vi kan leve med. At plante solbærtræer er en langtidsinvestering. Det tager tre år fra vi planter til vi kan høste. Prisen skal gerne ligge på 4,5 kr. for, at vi kan få dækket vores omkostninger,« siger Anders Sørensen. Svend Jensen stemmer i.

»Vores mulighed for at overleve er at produktudvikle og finde nye markeder, men det er rigtig svært at finde nye investorer. Vi skal have forarbejdningvirksomhederne med. Vi har beviseligt lavere pesticidindhold i bærerne på grund af restriktive regler i Danmark. Men det er hele tiden prisen, det handler om. Det er meget begrænset fordel for avlerne prismæssigt,« siger Svend Jensen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle