De små kvier er større end du tror

Ny FarmTest viser, at der er behov for at gøre sengebåsene større særligt hos de mindste kvier i besætningen.

Unge, danske kvier har brug for bredere og højere sengebåse end hidtil antaget og anbefalet.

Det er konklusionen i en FarmTest, som udkommer i dag.

Testens datamateriale er registrering af kropsvægt og størrelse på i alt 683 Dansk Holstein-kvier i alderen tre til 25 måneder.

Dataindsamlingen rummer overraskelser i begge ender af alders-skalaen.

De yngste kvier er både højere og bredere end hidtil antaget, hvorfor det flere steder vil være nødvendigt at øge størrelsen på sengebåsene.

FarmTestens forfatter, Anja Juul Freudendahl, bygningsrådgiver ved LMO, anbefaler, at inventaret hæves fire til otte centimeter afhængig af størrelsen på kvierne.

Den præcise højde bør dog bero på fremtidige undersøgelser, slår hun fast.

De er tungere, end du tror

At flere kvægbrugere vil få en mere effektiv produktion, hvis de vejede eller målte højden på deres kvier, mere end antydes i FarmTesten.

Eksempelvis vokser de yngste kvier hurtigere, end foderplanlægningsprogrammerne tager højde for.

En vægt på 300 kg når kvierne i testen således ved en alder på ti måneder. Det er én måned tidligere end beregnet.

Også i den anden ende af alders-skalaen, kan der sættes ind, viser FarmTesten.

Kviernes tilvækst aftager allerede ved 20 måneders alderen, og kvierne i FarmTesten nåede ikke at veje 600 kg ved 24 måneders alderen, som er den kælvningsalder, der tilstræbes de fleste steder.

Kvierne er blevet højere

FarmTesten viser endvidere, at der er behov for en revurdering af kviers højde i relation til deres alder.

Allerede ved en vægt på 150 kg var kvierne i FarmTesten højere end antaget i Danske Anbefalinger fra 2010.

Særlig stor forskel blev observeret på kvierne over 400 kg - her var langt de fleste kvier op mod otte centimeter højere end forventet.

At kvierne er højere end ventet kan betyde, at særligt nakkebommens placering skal ændres flere steder, lyder det i FarmTesten.

»Det bedste råd vil være, at alle kvægbrugere bruger 10 minutter til at gå rundt blandt kvierne for at se, om inventaret bør ændres,« lyder det fra Anja Juul Freudendahl.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle