Departementschef om Dan J.: Det var ikke så nemt

Fødevareministeriets afgående departementschef Ib Byrge Sørensen lagde i sin venligt revsende afskedstale ikke skjul på, at halvandet år med Dan Jørgensen i førersædet har været en både besværlig og spændende periode for embedsværket på Slotsholmen.

»Du vidste fra første færd, hvad du ville, og hvordan det skulle gennemføres. Så det var ikke så nemt. Men når mine medarbejdere kom og klagede, så sagde jeg altid: Men Dan, han er fremtidens politiker!«

Fik meget presse

»Fra at ligge i bunden af mediemålingerne lå vi i Fødevareministeriet pludselig på linje med Statsministeriet,« fortalte Ib Byrge Sørensen.

»Vi har lært meget om kommunikation af dig. Men jeg tror også, du kunne have lært noget af os, hvis vi bare havde haft dig et par år til,« lød det fra departementschefen,som ikke lagde skjul på, at han gerne så nogle kanter slebet af den 40-årige Dan Jørgensen.

Gik galt med ordførerne

Ib Byrge Sørensen kom bl.a. ind på det noget anstrengte forhold, som Dan Jørgensen fik til ikke mindst de borgerlige fødevareordførere.

Samråd og folketingsdebatter kunne af og til udarte i højlydte skænderier og rene ordkløverier.

»Der gik et eller andet galt mellem dig og ordførerne. Det var synd, for rent faktisk udrettede du ganske meget inden for den ramme, du havde for erhvervet,« sagde Ib Byrge Sørensen.

»Det er lidt med mere rummelighed og mere lydhørhed,« mente Ib Byrge Sørensen.

»Men det tror jeg, et par år i opposition og et par år mere i alder vil klare. Så er jeg sikker på, vi vil se dig igen.  For du ER fremtidens politiker.«

 

Kolossal opgave

Ib Byrge Sørensen bød også Eva Kjer Hansen velkommen.

»Du ved, hvad der foregår, du er effektiv og loyal og du har fået en kolossal opgave. En stor og vigtig politisk opgave, som din regering vil blive målt på. Det bliver rigtig spændende - tillykke!«

Ib Byrge Sørensen (68) fortsætter ikke selv i det nye, sammenlagte ministerium, men benytter anledningen til at gå på pension.

Emneord

Dan Jørgensen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle