Driver landbrug tæt på sin far og bror: Samarbejder om korn og gylle

Søren Søndergaard driver landbrug inden for en radius af 10 kilometer af både sin far og bror. Derfor arbejder de sammen om korn og gylle, men økonomien er holdt strengt adskilt.

Selv om Søren Søndergaards forældre aldrig har presset hverken ham eller hans to brødre til at gå ind i landbruget, har det bare, hvis man spørger Søren Søndergaard, ’altid ligget lidt i kortene’, at han skulle være landmand – og selvstændig. Begge hans brødre er også blevet landmænd.

Og da både Søren Søndergaards storebror og han selv har etableret sig i nærheden af deres far, var det oplagt at samarbejde.

- Det har altid været planen, at jeg ville hjem og samarbejde med dem. Jeg havde længe haft idéen og ventet på muligheden, siger 30-årige Søren Søndergaard. Han er nomineret som kandidat til titlen som Året Unge Landmand hos Landbrugsavisen.

I dag driver han ved Rødkærsbro lidt sydøst for Viborg både sin egen produktion af 9.600 årlige slagtegrise og sine egne 250 hektar, hvoraf 125 er ejet. Derudover passer han også sin fars 600 hektar og omkring 13.000 slagtegrise.

Adskilt økonomisk

Søren Søndergaard, hans far og storebror samarbejder blandt andet om mandskab, maskiner, korn og gylle. De to sidstnævnte sælger de til hinanden internt.

Deres landbrug og økonomi er dog drevet som tre separate landbrug og adskilt økonomisk.

- Jeg afregner alt med min far og bror. Vi kommer ikke til at samle landbrugene i ét selskab. Jeg tror sådan set godt, vi kunne finde ud af det, men det skal være sådan, at bliver vi uvenner, skal vi kunne fortsætte hver vores virksomhed uden at være afhængige af hinanden, siger han.

Søren Søndergaard køber færdigfoder til sin lejede slagtegrisestald, så alt korn, han laver i sin markplan, der derudover tæller kartofler, raps og frøgræs, sælger han i stedet til sin far. På samme måde har han og faderen koordineret modtagelsen af slagtegrise, så de ikke skal vaske stalde ned samtidig.

- Så kan jeg samle mit fokus på min ejendom i de 14 dage, vi vasker og indsætter nye grise, og de resterende 11 uger kan fokus ligge hos min fars grise og i marken.

- Det giver både logistisk mening, så vi ikke har spildtid på kørsel, og god mening sundhedsmæssigt i stalden, siger han.

Faktaboks

Blå bog

  • 2010: Starter på Asmildkloster Landbrugsskole
  • 2014: Uddannet produktionsleder
  • 2010-2015: Er i praktik hos sin far, på udveksling, ansat på maskinstation og på to forskellige so-ejendomme
  • 2016-2019: Ansat hos sin far med ansvar for slagtegriseproduktionen og marken
  • 2019: Erhverver sig nogle kartoffelmelsrettigheder hos fabrikken i Karup og lejer 100 hektar jord
  • 2020: Lejer en slagtegrisestald og begynder at levere til Danish Crown
  • 2021: Overtager en planteavlsbedrift af et ældre ægtepar i fri handel

3 gode råd til andre unge nyetablerede landmænd

  • Stol på dig selv: Husk din egen gode mavefornemmelse. Du kommer til at tage mange valg, og jeg har dæleme også lavet fejl, som at sælge raps for tidligt og billigt, men det nytter ikke at gå og ærgre sig. Lær af dine fejl, og tag de gode erfaringer med dig.
  • Fritid: Forsøg at adskille arbejde og fritid. Man træffer bedre beslutninger, når man har fået nok søvn og holdt fri. Man kan ikke altid arbejde sig ud af problemerne.
  • Forventninger: Lav en tydelig forventningsafstemning med din bank, og vær afklaret og forberedt, så skal der nok komme en mulighed.

Emneord

Årets Unge Landmand 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle