Efter krisemøde: Skal L&F eje skandaleselskab?

Efter møgsagerne om Danbred-direktørs krænkelser var hele L&F-toppen samlet til krisemøde. Nu lægges der op til store overvejelser om demokratisk struktur og ejerskabet af Danbred.

Er Landbrug & Fødevarers ejerskab af Danbred en af årsagerne til, at skandalen omkring direktørens krænkelser af unge kvinder blev så slem?

Det er et af de mange spørgsmål, der nu skal gennemgås af såvel folkevalgte som eksterne rådgivere i kølvandet på den massive medieomtale og -kritik af organisationens håndtering af sagen.

En af dem, der ser udfordringer i Danbred-ejerskabet, er adm. direktør i Vestjyllands Andel, Steen Bitsch.

"Spørgsmålet er, om Landbrug & Fødevarer overhovedet skal eje kommercielle virksomheder. Som interesseorganisation skal man have styr på sin governance (god selskabsledelse, red.), så man ikke kan komme i interessekonflikter. Derfor skal man finde ud af, hvad man vil", konstaterer han.

Han deltog sammen med de øvrige dele af L&Fs samlede bestyrelser i det syv timer lange krisemøde sidste fredag og er meget bevidst om behovet for at få strukturen bedre på plads for selskabet, der ofte er kaldt en avlsmæssig kronjuvel for de danske landmænd, men som altså lige har kostet erhvervet betydelig anseelse.

"Jeg tror, at en del af det her udspringer af, at ejerskabet af Danbred er svært. Strukturen omkring selskabet er ikke særlig hensigtsmæssig. Det er tydeligt, at konstruktionen er løst med kompromiser, og det er meget lidt levedygtigt, når tingene bliver svære", påpeger Steen Bitsch.

L&F ejer 51 procent af aktierne i selskabet og har gjort det siden 2017, da Danbred tog sin nuværende form.

"Det duer ikke, at man konkurrerer direkte med sine egne medlemmer. Og det er svært at være fagligt anerkendt, hvis man har kommercielle interesser. Især når de kommercielle virksomheder står for ens hovedindtægter. Så det skal være skarpt adskilt", siger grovvaredirektøren, der mener, at en mulig løsning kunne være, at Landbrug & Fødevarer i stedet kunne få royalties frem for overskudsdeling fra Danbred.

"Det skal genovervejes"

Steen Nørgaard Madsen, der er en del af formandsskabet i L&F som viceformand, giver Steen Bitsch ret.

"Det står helt klart, at vi i L&F skal have kigget på vores ejerskaber, og at der kan være nogle af vores relationer, som vi skal have genovervejet formen af", siger han.

Betyder det, at L&F ikke er de rigtige ejere af Danbred?

"Det betyder, at vi skal overveje, om der kunne være mere fornuftige måder at skrue tingene sammen på", siger Steen Nørgaard Madsen uden at ville pege på en endelig model.

Demokrati til oprydning

Også Søren Søndergaard pegede efter krisemødet på, at der var brug for en gennemgang af flere områder af L&F, herunder også det valgte demokrati. En del af det skal inkluderes i den eksterne undersøgelse, som også er sat i gang.

"I medlemsskaren er vi mange mænd, og det kommer naturligvis til at afspejle sig i vores stærke medlemsdemokrati. Vi skal derfor have kigget på, om det giver en for ensidig struktur, og det tager vi nu et stort ansvar for se på og for at modernisere", udtalte Søren Søndergaard.

Steen Nørgaard Madsen er enig:

"Vi skal arbejde med strukturen og se på, om vi kunne lave noget, der var mere hensigtsmæssigt, også på den folkevalgte side", siger han.

"Og så skal vi have kigget på vores CSR-politik. Når man kigger på årsrapporten for L&Fs CSR-politik, ser den jo rigtig nok ud, men vi skal sikre, at den er indarbejdet i alle sammenhænge, hvor L&F indgår. Hvis den var indarbejdet i alle L&Fs selskaber, må vi jo konstatere, at der var nogle, der ikke efterlevede den".

Faktaboks

Danbred-sagen og selskabets ejerskab

  • Krænkelser i Danbred førte til fyring af direktør Thomas Muurmann og bestyrelsen, samt at adm. dir. i L&F Anne Arhnung gik.
  • Danbred har siden 2017 været ejet af Holdingselskabet DBI og Danish Agro med hver 24,5 procent samt L&F med 51 procent.
  • Danbred omsatte sidste år for 1,2 mia. kroner og tæller cirka 100 ansatte. Selskabet havde netop i sommer fremlagt en ambitiøs vækst-strategi om at fordoble eller tredoble omsætningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle