Ejer om lukning af nordjysk smedje: Det er fantastisk

Smedjevirksomheden Jakobs Smedie i Thy lukker ved udgangen af marts, Men det er særdeles glædeligt, lyder det fra ejeren Jakob Søndergaard.

Det er almindeligvis en sørgelig nyhed, når en lokal landbrugsvirksomhed lukker.

Men det er ikke tilfældet hos Jakob Søndergaard, der ejer og driver Jakobs Smedie, der i mere end 10 år har udført en lang række opgaver for nærområdets landmænd.

For hvad enten der skulle svejses noget på tippevognen, en traktor ikke kunne starte eller en kornsnegl var knækket, så var det typisk her, Jakobs Smedie kom ind i billedet – men ved udgangen af marts lukker og slukker butikken.

”Det lyder jo sørgeligt, men det er i den grad en solstrålehistorie for os. Vi har på samme adresse produktionsvirksomheden Washpower, som er en større produktion af vaskerobotter til griseproduktion. Og der er simpelthen så meget fart på, at vi er blevet nødt til at frigøre hænderne fra smedjen til vaskerobotterne. Det er jo fantastisk,” siger ejer Jakob Søndergaard.

”Det er simpelthen for at give pladsen til produktionen af vaskeanlæg. Vi manglede kapaciteten på grund af stigende efterspørgsel, og vi har fået godt gang i eksporten af dem, og det skal vi have endnu mere gang i”, siger Jakob Søndergaard.

Medarbejderne kommer med

Han fortæller, at Washpower på fem år har vokset sig så stor, at to tredjedele af medarbejderne har beskæftiget sig med vaskerobotterne, mens den sidste tredjedel har haft fingrene i landbrugsdelen i Jakobs Smedie.

Og når medarbejderne ved udgangen af marts har repareret den sidste del i smedjen, er samtlige medarbejdere blevet tilbudt at gå over til at producere vaskeanlæggene til grise.

”Alting fortsætter, som det gjorde før. Ingenting er gået konkurs, og alle har fået deres penge, men navnet forsvinder bare”, siger Jakob Søndergaard og fortæller, at de løbende har udfaset en have-park-afdeling og landbrugsbutikken for at få mere plads til produktionen af vaskemaskinerne.

”Men vi vil ikke starte på en landbrugssæson og begynde at servicere landbrugskunderne for så at lukke ned midt i sæsonen, fordi vi ikke kan følge med. Så nu bestemmer vi os for at lukke den del, inden sæsonen begynder.

Som følge af lukningen holder Jakobs Smedie også et større udsalg med en lang række landbrugsartikler, herunder plovgods og specifikke varer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle