Erling Bonnesen: Ministeren vil ingenting gøre

Fødevareministeren har ingen planer om nye initiativer for at hjælpe landbruget.

Der var ikke meget nyt, da fødevareminister Dan Jørgensen (S) i dag var kaldt i åbent samråd om landbrugets økonomiske situation.

Det fik på samrådet Erling Bonnesen (V) til at konkludere, at ministeren ikke vil gøre noget.

I et interview efter samrådet, talte landbrugsavisen.dk med Erling Bonnesen, og han havde følgende at sige:

"Samrådet var spild af tid. Ministerens svar førte ingen steder. Vi indkaldte med henblik på løsningsforslag, men de udeblev. Vi har et erhverv, som er i en dyb krise, men regeringen kommer bare med nye byrder. Vi ville også gerne have haft fokus på konkurrenceforbedrende forbrug, for det skal være rentabelt at være dansk landmand. Vi begynder en afvikling af konventionelt landbrug, og det er beskæmmende, at regeringen har den holdning til landbruget."

Fødevareudvalget havde bedt ministeren redegøre for den vanskelige økonomiske situation, som dansk landbrug er i, som følge af bl.a. den russiske handelsboykot, herunder hvilke initiativer ministeren vil tage.

Fødevareministeren erkendte, at landbruget er i en ganske alvorlig situation, men henviste i øvrigt til de initiativer, regeringen allerede havde taget.

Han nævnte blandt andet, at en lovændring har gjort det muligt for AP Pension at investere i landbruget, og at der er åbnet op for midlertidig oplagring af svinekød. Han nævnte også, at regeringen har bevilget 300 mio. kr. i tilskud til kvægbruget og at Landbrugets Finansieringsbank nu kan yde etableringslån.

Det var derimod småt med konkrete nye initiativer. Fødevareministeren henviste blandt andet til, at nogle initiativer først begynder at virke nu.

Samrådsspørgsmålet var stillet af Erling Bonnesen (V), René Christensen (DF), Mette Bock (LA) og Daniel Rugholm (KF).

Dan Jørgensen afviste at lempe på kravene til dyrevelfærd, og han agter heller ikke at lempe på gødningsregler eller pesticidafgifterne. Han afviste desuden at indføre et totalstop for nye byrder.

 

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle