EU: Vi kender ikke omfanget af overløb af urenset spildevand i Europa

EU har ingen data for, hvor meget urenset spildevand der løber ud i vandmiljøet rundt i Europa. Dansk parlamentsmedlem vil gøre det til et krav for landene at indrapportere udledningen.

Man har i EU ingen data for, hvor meget urenset spildevand der havner i det europæiske vandmiljø.

Sådan lyder det i et opsigtsvækkende svar fra EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevičius til det danske parlamentsmedlem Asger Christensen (V).

Han spurgte tilbage i januar om, hvorvidt Kommissionen har data for, hvor meget urenset spildevand der løber ud i europæiske og danske vandløb ved kraftige regnskyl.

Og svaret er nej:

"Kommissionen indsamler ikke systematisk data om overløb af urenset spildevand (efter voldsomt uvejr) fra kloaknet (...)".

flagrer i vinden

Asger Christensen, der desuden er landmand, er godt fortørnet over svaret:

"Det viser, at de her ting flagrer i vinden, ikke bare i Danmark, men på europæisk plan", siger parlamentsmedlemmet, der desuden er mælkeproducent:

"Det hjælper jo fedt, at vi snakker om 30 pct. krav til biodiversitet i landbruget, og så samtidig lukker alt det lort ud".

Men det frikender vel ikke landbruget for at gøre sin del, når det kommer til reduktion af kvælstofudledning?

"Absolut ikke. Vi skal tage vores part, men det er lidt fantastisk, at nogle sektorer bliver reguleret på milimeteren, mens vi ikke engang ved, hvor meget lort visse andre sektorer lukker ud".

skal være et krav

I svaret fra kommissæren fremgår det, at nogle europæiske lande frivilligt indsender data for udledningen af urenset spildevand. Danmark er ikke i blandt.

Asger Christensen vil på baggrund af svaret tage sagen op i Europa-parlamentet, fordi han mener, det skal være et krav for landene at indrapportere udledningen.

"Samtidig skal vi have løst problemet med, at vi ikke har et overblik. Det er ufatteligt, at vi i 2020, hvor der i øvrigt flyver satelitter rundt og tager billeder af mine marker, ikke kan få styr på det her", siger han og tilføjer:

"Udledningen i Europa påvirker jo også os i Danmark, fordi vi ved, at de store floder i Europa sender strømninger op langs den jyske vestkyst".

bade i lort

Asger Christensen stillede allerede spørgsmålene om udledning af spildevand tilbage i januar.

Siden har en planlagt udledning i Københavnsområdet fået massivt fokus herhjemme.

"Det her er jo en kendt problemstilling i landbruget, men billedet med københavnere, der skulle bade rundt i lort, var gnisten, der fik sagen til at antænde", siger Asger Christensen.

Han har allerede stillet nye spørgsmål for at få svar på, hvad miljøkommissæren har tænkt sig at gøre ved problemet.

I Danmark er Miljøstyrelsens udregninger af udledningen forbundet med en usikkerhed på 150-200 pct.

forældet direktiv

I december evaluerede kommissionen det næste 30 år gamle direktiv for spildevand, hvor den pegede på, at der er flere mangler.

Blandt andet behandler direktivet ikke overløb af spildevand tilstrækkeligt, mener miljøkommissær Virginijus Sinkevičius, der nu undersøger mulighed for at løse dette problem.

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle