Første positive melding længe: Tyske slagtesvin i lille prisstigning

De tyske slagtesvin stiger i dag med tre cent, og ifølge forlydende har de tyske slagterier ligefrem ledig slagtekapacitet de kommende dage.

I syv uger har prisen på de tyske slagtesvin ligget stille. Siden midten af oktober har prisen lydt på 1,20 euro pr. kg eller 8,94 kr.

Men nu er der endelig den første lille gode pris-nyhed på vej til de tyske producenter.

Den tyske slagtesvinenotering stiger nemlig i dag med tre cent til 1,23 euro pr. kg, svarende til 9,16 kr.

Det skriver Danske Svineproducenters markedsanalytiker Markus Fiebelkorn i en meddelelse.

Han bemærker også, at presset på det tyske slagtesvinemarked fortsat aftager.

"Ifølge den tyske producentforening ISN er udbudspuklen stort set afviklet, og slagteklare grise kan nu afsættes uden større problemer. Ifølge forlydender har nogle tyske slagterier endda slagtekapaciteter i de kommende dage, som ikke endnu er fyldte", skriver Markus Fiebelkorn, der dog også bemærker, at udviklingen i corona-situationen imidlertid giver større usikkerhed på det tyske marked.

Han overvejer, om den ledige kapacitet kan skyldes en faldende produktion.

"Det er lidt tankevækkende, at de tyske slagterier var i stand til at afvikle udbudspuklen på det tyske slagtesvinemarked, selvom slagteaktiviteterne kun er udvidet lidt på det seneste. Det tyder på, at den tyske griseproduktion er faldende og at tyske slagterier vil komme til at mangle grise i fremtiden, hvis der ikke er indskrænkninger i slagteaktiviteterne", skriver han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle