Forsker: Det er stadig en hypotese, at vaccine ikke vil virke mod minkvariant

Der mangler stadig håndfaste beviser for, at en kommende vaccine ikke vil virke mod minkvarianten af coronavirus, mener læge.

"Jeg mener oprigtigt ikke man kan påstå, at en vaccine ikke vil virke mod denne variant".

Sådan skriver læge og postdoc ved Odense Universitetshospital Mike Barnkob på det sociale medie Twitter i en tråd om, hvordan vacciner virker, og hvorfor han ikke er så pessimistisk, som Statens Serum Institut.

Det er vigtigt at understrege, at Mike Barnkob ikke skriver, at man bør lade være med at gøre alt for at slå minkvarianten af virus ned:

"Den kan sprede sig i mennesker, ifølge SSI, og spørgsmålet er, om den er mere infektiøs end de andre varianter, der er. Det er vigtigt at få afklaret", skriver han.

Alligevel holder han fast i, at det er en hypotese, når Statens Serum Institut udtaler en bekymring for, om minkvarianten kan forhindre en vaccine fra at virke:

"Hvis man vil lave det claim (den påstand, red.), må man ærlig talt vise det. I et forsøg. Man kunne jo vaccinere nogle mink. Man kan være nervøs for det: men lige nu er det en hypotese, ikke noget vi ved", skriver læge Mike Barnkob.

Vil du læse mere om, hvad han skriver på Twitter, kan du finde tråden her:

 

Faktaboks

Det siger Statens Serum Institut:

Tirsdag oversendte SSI et notat til regeringen, som førte til, at regeringen tog beslutningen om at aflive alle danske mink.

I det notat står blandt andet:

"Tilstedeværelsen af et omfattende reservoir af virus i mink indebærer en alvorlig trussel mod folkesundheden, idet virus spredes fra dyr til mennesker. Risikoen for mutationer gør denne risiko særlig alvorlig".

"Mutationer i spike proteinet forekommer også i virus blandt mennesker (på verdensplan) uden tilknytning til minkfarme, men ikke eller uhyre sjældent de samme mutationer som opstår i mink. Det er dog blevet vist, at de nuværende vaccinekandidater vil kunne dække de variationer af virus, der er opstået blandt mennesker henover foråret".

"Konklusion: En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner".

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle