Forsker: EU er nødt til at lempe regler for genteknikker i landbruget

Afgrøder kan gøres stærkere med nye genteknikker. Det vil føre til mindre brug af pesticider, siger forsker.

Der er ikke nogen vej udenom.

Hvis EU vil sænke sit forbrug af sprøjtemidler og samtidig sikre fremtidens fødevareproduktion mod tørke, skal der åbnes mere op for nye teknologier til forædling af afgrøder.

Sådan siger Henrik Brinch-Pedersen, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Tirsdag skal EU-landenes landbrugsministre diskutere et lovforslag, der vil gøre det lettere at bruge de såkaldte nye genteknikker til at fremstille planter.

I dag er teknologierne underlagt samme strenge krav som dem, der går under navnet GMO. Det kaldes også gensplejsning.

Men det er forfejlet at sætte de nye teknikker i bås med de gamle, siger Henrik Brinch-Pedersen. 

- Nye genteknikker har ikke noget at gøre med gammeldags GMO, hvor man sætter gener ind fra en anden organisme. Det gør man ikke her. Man laver en målrettet mutation af de gener, der i forvejen er i organismen.

Ligesom med GMO kan man med de nye genteknikker fremstille afgrøder, der blandt andet er resistente over for bestemte skadedyr eller svampesygdomme. 

- Det betyder, at der vil være et mindre behov for at sprøjte dem med for eksempel pesticider. Det vil også være godt for biodiversiteten, for du slår mindre ihjel, når du sprøjter mindre, siger Henrik Brinch-Pedersen.

I Danmark dyrkes der ikke afgrøder, som er fremstillet med hverken GMO eller nye genteknikker. Sådan er det også i en række andre EU-lande. 

- Det skyldes, at der ikke rigtigt har været et behov for det. Men hvis vi skal reducere mængden af sprøjtemidler, så bliver der et behov for at tage de her nye teknikker i brug, fastslår forskeren.

Han peger samtidig på, at tørke er blevet mere hyppigt i Europa på grund af klimaforandringer. Også her kan genredigerede planter være en løsning.

Henrik Brinch-Pedersen håber derfor, at der i kredsen af EU-lande vil være opbakning til det nye lovforslag.

- Man er nødt til at tage hul på det her, for problemet forsvinder ikke. Det er et rigtigt godt og moderne forslag. Jeg kan ikke pege på noget, der stikker voldsomt ud, som jeg er negativ over for, siger Henrik Brinch-Pedersen.

Anderledes lunkent er forslaget blevet modtaget hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi kan godt se, at der muligvis er nogle fordele ved de nye planter. Men vi synes, at det går for hurtigt. 

- Det skal være sådan, at de landmænd og forbrugere, som ikke ønsker at dyrke eller spise de her planter, skal kunne vælge dem fra. Det kræver, at planterne kan certificeres. Den lovgivning er ikke på plads endnu, siger Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver.

Samtidig mener organisationen ikke, at det er blevet belyst grundigt nok, hvilke risici der kan være ved at bruge de nye genteknikker.

Forslaget om at lempe reglerne blev fremsat af EU-Kommissionen den 5. juli. På tirsdagens ministermøde vil landene give deres mening til kende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle