Glæde hos økologiformand: Der er politisk opbakning til udvikling og innovation

Der er glæde hos økologiformanden over grøn fonds opbakning til økologien.

Økologiformand Hans Erik Jørgensen er glad for, at et bredt flertal i Folketinget har prioriteret midler til det økologiske landbrug. Især opbakningen til Innovationscenter for Økologisk Landbrug, er afgørende mener han: 

- Vi er jo rigtig glade for at det er lykkedes at opnå fortsat politisk opbakning til Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Det er helt centralt, hvis vi skal nå landbrugsaftalens mål om fordobling af det økologiske areal. For der skal investeres i udvikling og innovation indenfor sektoren. At der nu er skabt vished for finansieringen i 2025 og 2026, er rigtig godt nyt. Det har stor betydning for den kontinuerlige drift og i sidste ende de resultater, som vi kan levere, siger Hans Erik Jørgensen i en pressemeddelelse.

Helt konkret er der i aftalen også afsat et beløb på 52,6 mio. kroner til indsatser i regi af Fonden for Økologisk Landbrug i 2025. Hans Erik Jørgensen har et klart ønske til prioritering af pengene: 

- Vi håber midlerne i høj grad bliver udmøntet til markedsfremme – både på hjemmemarkedet og til eksport. I økologien har vi været presset af den høje inflation og derfor skal have sat ekstra skub i salget i de kommende år, hvis vi skal nå regeringens mål om fordobling af økologien frem til 2030, siger han. 

Det er regeringen og et bredt flertal i Folketinget, der har præsenteret aftalen om Grøn Fond. Pengene kommer fra det grønne råderum som for 2024 er på 1,5 mia. kroner og fra næste år og frem til 2040 lyder på 3,25 mia. kroner om året. 

/mebo

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle