Griseproducent er ny formand i Herning-Ikast Landboforening

Bestyrelsen i Herning-Ikast Landboforening har torsdag konstitueret sig. Ny formand er Leif Hølledig Nørgaard, Sinding.

Leif Hølledig Nørgaard (59) er ny formand i Herning-Ikast Landboforening.

Det er udfaldet af den konstituering, som foreningens bestyrelse har foretaget torsdag 23. marts i forlængelse af generalforsamlingen for et par dage siden.

Leif Hølledig Nørgaard har siddet i bestyrelsen de sidste syv år og afløser nu Sven Agergaard, der havde valgt at stoppe på formandsposten.

Leif Hølledig Nørgaard ser frem til at navigere i sin nye rolle som formand og kan allerede nu fortælle, at Herning-Ikast Landboforening vil søge tættere samarbejde med andre dele af det lokale erhvervsliv med henblik på samarbejde om bl.a. energiproduktion, hvor landbruget forventes at få en markant rolle i de kommende år.

- Vi vil gerne være en aktiv spiller på det felt, ikke mindst med henblik på at sikre, at landbruget krediteres for sin klimaindsats i forbindelse med energiproduktion - det er noget af det, vi ser som den  allermest brændende platform her og nu, siger Leif Nørgaard.

Ny skole i fokus

Et andet vigtigt interessefelt, Leif Nørgaard fremhæver, er den nye landbrugsskole, der opstår, når Agroskolen i Hammerum genopstår som helt ny landbrugsskole i Herning.

Herning-Ikast Landboforening har i samarbejde med landbrugsskolen ansat en ung medarbejder, som skal være med til at udbrede kendskabet og søgningen til skolen blandt andre unge.

- Vi vil arbejde benhårdt på at få flere unge engageret i vores erhverv, siger Leif Nørgaard.

Driver griseproduktion

Leif Nørgaard er til daglig griseproducent og har i snart 33 år drevet Visgaard ved Sinding mellem Herning og Holstebro, nu i et I/S med sønnen Niels, der er femte generation på Visgaard.

Soholdet er på 1.250 søer plus produktion af slagtegrise og smågrise.

Markbruget er på 300 hektar, hvoraf 100 hektar er industrikartofler. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle