Hårdt arbejde betaler sig: Fra ambassadør-drømme til grovvarens spydspids

Drømmen om at blive ambassadør endte med en stilling som øverstemand for en international grovvarekoncern.

Hver eneste dag i de forgangne tre uger har Kristian Hundebøll befundet sig i det ene fly efter det andet og på bagsædet af et hav af taxaer for at pendle til og fra møder i ind og udland.

"Logistik er en enorm vigtig del af min hverdag, og min sekretær og jeg planlægger nøje mindst en måned frem i min kalender. Det er essentielt, at jeg dukker op - hver gang", siger han og estimerer, at han i de travle uger bruger på den forkerte side af 80 timer som spydspids for koncernen.

"Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. For mig er det et privilegium at sidde i stolen her og sige, at nu skal vi spille mesterskabsfodbold i stedet for at rode rundt i midten af tabellen. Det er hele tiden ambitionen om at gøre det bedre og sige, at vi skal være bedre", siger han.

- Bliver du nogensinde tilfreds?

"Nej, det gør jeg nok ikke. Det er Troels Kløvedals princip om, at man altid skal aflevere båden i en bedre stand, end man fik den. Lige nu handler det om at eksekvere på vores 2021-strategi, og så må vi se".

- Bliver du tilfreds, hvis I når opnår de mål, I har sat jer?

"Jeg vil sige det sådan, at jeg bliver midlertidigt tilfreds. Det vil glæde mig, at vi for en kort bemærkning kan fejre, at vi er rykket fra A til B. Men så skal vi altså også videre til C".

- Kan du blive stolt af DLGs resultater på dine egne vegne?

"Ja, det kan jeg, men det går hurtigt over igen. Da jeg var yngre, kunne jeg leve på en sejr i et par dage. Nu er det timer, og så kigger jeg efter næste kamp og næste mål".

Slid fra barnsben

I sine barneår købte Kristian Hundebølls far en grovvarefabrik, og her blev læren hurtigt, at hårdt arbejde betaler sig.

"Min far sagde altid, at man med ydmyghed og hårdt arbejde kom langt. Og allerede dengang arbejdede jeg hårdt. Jeg tog eksempelvis aldrig med mine kammerater på interrail, - så arbejdede jeg på fabrikken i stedet. Det var et familieforetagende, som vi alle havde ansvar for", siger han.

Og lighedstegnet mellem familie og job fornægter sig heller ikke, når Kristian Hundebøll skal sætte ord på sit syn på DLG.

"Jeg vil gerne have, at DLG er en familie, - at folk vil hinanden på koncernens vegne. Hvis ikke der er kemi mellem folk, går det ikke. Vi er også mestendels lykkedes i udlandet, fordi vi havde kemi med de personer, vi købte eller indledte partnerskaber med".

Afmægtige chefer

Et populært udtryk inden for ledelse er det såkaldte management by fear - at lede medarbejdere med frygt.

"Jeg synes ikke om dem, der leder med frygt. De gør det, fordi de er afmægtige, og det er det sidste kort, de har", siger Kristian Hundebøll, der i stedet betegner sig som en, der leder med konsekvens.

"Hvis man gentagne gange kører over for rødt lys eller ikke klarer det hele, så snakker vi om det og finder ud af, om vores veje skal skilles. På det punkt er jeg nok en hård hund. Jeg er ikke bange for at melde ud, hvis grænsen er nået".

Risiko for at brænde ud

For nogle topchefer bliver de mange arbejdsuger på 70-90 timer for meget, og læsset kan til sidste tippe for bestandig.

"Jeg er meget opmærksom på, at man kan brænde ud som topchef. Jeg er langtfra udbrændt, men jeg har megen respekt for, at det kan ske. Derfor tænker jeg også over, at jeg skal passe på mig selv", siger han og fortæller, at selvom han ikke forventer at stoppe præmaturt som øverstemand i koncernen, vil han ikke holde fast for sin egen skyld.

"Jeg tror, det er vigtigt, at man spørger sig selv om, hvorvidt man bliver ved med at være relevant som topchef, og om man kan føre selskabet videre. Man skal ikke bare hænge fast med næb og klør", siger han, men understreger, at han absolut ikke ser sig selv med et andet job.

Pension? Aldrig!

"Da jeg var ung, ville jeg gerne være ambassadør. Det var det ypperste, men ellers har jeg slet ikke drømme rent professionelt. Det kan lyde naivt, men det er rigtigt", siger han og smiler, mens han fortæller, at han ikke har lagt en plan for, hvad der skal ske, når det sidste DLG-regnskab er fremlagt for pressen.

"Jeg håber, at jeg altid vil have noget at byde ind med for nogen, om det så er en forening eller en virksomhed. Det virker som om, at der sker noget i hovedet, når man siger, at nu er man gået på pension. Så stopper man op og giver slip. Det vil jeg aldrig gøre".

Kunne du finde på at gå ind i politik?

»Man skal aldrig afskrive noget. Jeg tror i hvert fald, at jeg har nogle kvaliteter, der kunne egne sig til politik. Man skal have opbakning fra et stort bagland, og man skal kunne forhandle sig til kompromiser, og samtidig konstant have det lange lys på og tænke i helheder frem for enkeltsager. De enkelte politiske sager fylder for meget i dansk politik lige nu«.

Faktaboks

Den professionelle blå bog

  • Læste statskundskab og blev cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 1994.
  • Ansat som EU-rådgiver i internationalt kontor under det daværende Fyns Amt med base i Danmark og Bruxelles. 
  • Blev direktionsassistent i DLG i 2001 og i 2003 direktør. 
  • Blev udnævnt til vicekoncernchef i 2010 og udnævnt til sideordnet adm. direktør i 2012 med Asbjørn Børsting. 
  • Blev koncerndirektør i 2013.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle