Halm-leverandører ser frem til langt bedre priser

Danske halm-leverandører ser ud til at gå en positiv fremtid i møde. Energiselskabet DONG Energy og Vattenfall får i fremtiden brug for masser af halm - og så venter et nyt eksportmarked lige om hjørnet.

Fem år med produktionstab og usikkerhed på halmmarkedet ser ud til at være forbi.

Det er Hans Otto Sørensen, formand i Syd- og Sønderjyllands Halmleverandørforening, der nu går ud og skruer forventningerne til halmmarkedet op.

"For første gang i fem år er håb for halmleverandørerne, hvor det ellers fuldstændig har været købers marked, og hvor vi ikke har fået en ærlig løn for det arbejde, vi udfører."

Det er ikke mindst forventninger til, at DONG Energy over de næste tre år forøger deres forbrug af halm markant, der skaber optimisme hos formanden.

"Jeg har en formodning om, at DONG Energy er på vej med store udbudsrunder, og selskabet forøger det samlede forbrug over de næste tre år med mellem 250.000 og 300.000 ton, hvilket bliver noget nær en fordobling," siger Hans Otto Sørensen og fortsætter: "Og man skal være mere end ualmindeligt fjernt fra markedsvilkårene, hvis det ikke får en positiv effekt på prisen."

Allerede i løbet af maj skulle DONG Energy ifølge Hans Otto Sørensen være klar med nye udbudsrunder. Hos DONG Energy bekræfter man, at der er nye udbudsrunder på vej, men det har ikke været muligt at få oplyst tal for, hvor store mængder halm energiselskabet forventer at købe over de næste tre år.

Efterspørgslen stiger

Også hos Nordens førende energiselskab, Vattenfall, der blandt andet ejer og driver Vattenfall Amagerværket og Nordjyllandsværket, bliver der i fremtiden brug for landmændenes halm.

Vattenfall gik i marts i gang med byggeriet af et halmfyret kraftvarmeværk til 750 mio. kr. på Fynsværket. Det nye værk på Fyn er udlagt til årligt at afbrænde 170.000 ton halm, og selskabet forventer, at anlægget går i drift i foråret 2009. Den årlige produktion bliver på, hvad der svarer til cirka 43.000 husstandes forbrug.

Hans Otto Sørensen er overbevist om, at med både Vattenfall og Dong Energy på markedet - og det faktum, at der er en stigende efterspørgsel fra især Tyskland på den danske halm, bliver der skabt en positiv konkurrencesituation, der i sidste ende kommer halmleverandørerne til gode.

"Markedssituationen ændrer sig og bliver større. Vi eksporterer virkelig megen halm til Holland og Nordtyskland for tiden, og jeg tror, at der bliver et stort eksportmarked i specielt Tyskland, hvor der er planer om at bygge masser af eternolfabrikker, og hvor de gerne vil have leveret vores halm," siger Hans Otto Sørensen.

Han oplyser, at prisen på halm i dag varierer mellem 37 øre og 60 øre/kg halm, hvilket i gennemsnit er omkring 44 øre/kg halm.

På spørgsmålet om, hvor store prisstigninger halmleverandørerne efter formandens vurdering skal regne med, lyder svaret:

"Jeg har ingen ide om, hvor meget priserne stiger på halm, men jeg forventer, at vi i fremtiden kommer til at se nogle betydelige prisstigninger."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle