Har tørlagt landet for rødbedefarve: Maler 600 meter lang Tour-hilsen i marken

Med en 600 gange 85 meter stor hilsen på sin mark, vil landmand sende et budskab om, at landbruget kan gøre meget for at passe på naturen med den nyeste teknologi.

Når Tour de France-feltet søndag den tredje juli kører ud på tredje etape i Vejle, vil de undervejs passere en stor hyldes. Det skriver Velas i en pressemeddelelse. 

For landmand Anders Skovdal fra Jerlevgård ved Vejle har taget initiativ til at hylde Touren og samtidig gøre opmærksom på, hvad landmændene kan med den nyeste teknologi. 

Derfor vil han på en mark langs ruten skrive "Vive le Tour" på 600 meter i længden og 85 meter i bredden. 

Det er et særligt tildelingskort med teksten, som er overført til marksprøjten, der via GPS-koordinatorer   sikrer, at maskinen ved, hvor den skal sprøjte i marken. 

Og som om det ikke er nok, så vil teksten være skrevet med rød farve i det gylde korn, som står på marken. 

- Jeg vil gerne vise, hvor langt vi er kommet i Danmark med præcisionsjordbrug. Med den nyeste teknologi kan vi gøre rigtig meget for at passe på naturen, samtidig med at vi dyrker alt det, vi har behov for her i landet. Det er jeg stolt af, siger Anders Skovdal. 

Han er af Tour-arrangørerne blevet lovet at hans hyldest vil få fem til ti sekunder på TV. Selvfølgelig såfremt der ikke er udbrud eller styrt, når feltet passerer området.

Dermed vil hans budskab nå ud til flere hundrede millioner TV-sere, og derfor har Anders Skovdal fået oversat en kort tekst om præcisionsjordbrug til de sprog, som Tour de France sendes på.

- Teksten læser kommentatorerne over hele verden så op, når TV-billederne af marken passerer. Det er virkelig spændende, og jeg håber, det kan få folk til at spærre øjnene lidt op, siger han. 

Man kan se, hvordan resultatet endte på gårdens Facebook-side her.

Vigtigt ikke at lave madspild

Vejen til det store værk har dog været lidt kringlet. Anders Skovdal havde i årevis ladet sig inspirere af, hvad de franske landmænd gjorde under Touren, og han vidste, at han ville finde på noget tilsvarende. Men hvad det skulle munde ud i, vidste han ikke. 

For på grund af klimaet syd på har de franske landmænd høstet deres marker, når Tour-rytterne triller forbi. Men sådan er det ikke i Danmark. 

- Det var vigtigt, at det blev en positiv historie, og derfor ville vi fra starten ikke bruge kemi, og vi ville ikke gøre noget, der kunne føre til, at de samlede 1,2 hektar, som teksten fylder, ville kunne blive tolket som madspild, siger Anders Skovdal, som så konkluderede, at det skulle gøres med et organisk materiale, der ville blive vasket væk med regnen, uden at det skadede jorden eller kornet. 

Tømte Danmark for farve

I over to år formede landmanden idéen og kontaktede en lang række eksperter om, hvad man kunne gøre. I sidste ende fik han fat på Mikkel Brauer, der er planteavlskonsulent i rådgivningsvirksomheden Velas og specialist i netop præcisionsjordbrug.

Han har lavet de særlige tildelingskort, som marksprøjten via GPS-koordinator bruger til at skrive teksten i marken. 

Mikkel Brauer fik ved hjælp af Teknologisk Institut fat på en særlig rød farve, som er ekstrakt fra rødbede, der er lavet til granulat, som så blandes op med vand. Der var dog en mindre forhindring

- Vi kunne regne os frem til, at teksten skulle laves af i alt syv kilo farvegranulat, men indtil for nylig fandtes der kun i alt fem kilo i hele Danmark. Så Teknologisk Institut har nu hentet de sidste to nødvendige kilo farve i Tyskland, siger Anders Skovdal. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle