Se videoen: 16 traktorer og 70 bigballer byder Tour de France velkommen i Jelling

Hos Dansk Maskincenter Jelling var man ikke i tvivl om, at det skulle markeres at cykelløbet Tour de France lægger vejen forbi Jelling.

Når Tour de France-feltet søndag den 3. juli kommer forbi Jelling, så vil det være til en hilsen af de større fra Dansk Maskincenter (DMC). Det fortæller IT og indkøbschef Karin Skjoldemose til Landbrugsavisen.dk. 

- Da ruten blev fastlagt til at komme forbi ´vores´ rundkørsel, så blev vi enige om at vi skulle lave et eller andet, siger Karin Skjoldemose. 

Ruten kommer nemlig forbi den rundkørsel, som DMC´s Jelling-afdeling ligger ved. Og i første omgang overvejede maskinhandlen, om de skulle male deres egen plads grøn. Men en lokal landmand tilbød sin mark på den anden side af vejen. 

- Og så har vi valgt, at vi laver en cykel af bigballer, rundballer og småballer. Og så kører der 16 Massey-Ferguson traktorer som hjul. De kommer jo fra Frankrig, så det mener vi er passende, fortæller Karin Skjoldemose.


Hun beretter at der er tale om traktorer fra eget lager, med enkelte kundetraktorer til låns. I videoen ses dog kun otte, da den er fra en generalprøve. 

- Vi har blandt andet selv en MF 35´er, som har 60-års jubilæum, og skal køre i det ene hjul. 

Men det er ikke kun et par traktorer, der er lånt. For man presser ikke ligefrem bigballer efter behov lige for tiden, og derfor har venlige landmænd ladet DMC låne omkring 70 bigballer. Heraf har DMC så presset nogle om til rundballer i sort folie, for at lave styr og saddel, mens kæde og pedaler er af noget mindre halmballer. 

Alt sammen klaret og sat op med god hjælp fra frivillige, hvoraf nogle også skal køre de 16 traktorer på den store dag.

- Det er en flok unge mennesker der har meldt sig til det. Det er lærlinge og lidt venner som så har samlet kammerater, fortæller Karin Skjoldemose, som regner med at hjulene kører i god tid før den store reklamekaravane, for så at tage en pause og køre igen inden feltet kommer forbi. 

- Og så kører vi indtil vi er sikre på, at helikopterne ikke filmer mere.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle