Holch Povlsen-gods tæt på at fordoble overskud

Gyllingnæs Gods er ejet og drevet af Merete Bech Povlsen, der kan se overskuddet på godset næsten fordoblet fra 2021 til 2022.

Det er gået frem for Gyllingnæs Gods, der er ejet af en af Danmarks rigeste familier.

Efter flere år med underskud er det nu for andet år i træk lykkedes at skabe overskud i virksomheden. 

Det viser det seneste regnskab.

Gyllingnæs Gods er ejet og drevet af Merete Bech Povlsen, som er gift med Troels Holch Povlsen, der stiftede milliardkoncernen Bestseller.

Godset, der driver godt 450 hektar og har mælkeproduktion, kom ud af 2022 med et overskud på 1,3 millioner kroner.

Det er næsten en fordobling i forhold til 2021, hvor godset rundede året af med et overskud på 690.151 kroner.

Dermed kan godset nu notere to år med fremgang, da godsets resultat i 2020 lød på -400.428 kroner og generelt har måttet skrive underskud efter underskud på bundlinjen de sidste syv år.

Siden 2015 har Gyllingnæs Gods tabt lige over 18,6 millioner kroner. 

Årets resultat anses da også for tilfredsstillende, lyder det i ledelsesberetningen. 

 

 

Det fremgår ikke af ledelsesberetningen, hvordan godset er lykkedes med at få vendt flere års underskud til plus. 

Dog har mælkeprisen generelt været høj det sidste år, hvilket kan have spillet ind på den øgede bundlinje.

Af regnskabet fremgår det også, at bruttofortjenesten er hævet markant fra 14,3 millioner kroner i 2021 til nu 23 millioner kroner. Det antyder, at godset har hævet sin omsætning. 

Også værdien af godsets stambesætning er steget en smule, ligesom der er fremstillet varer for næsten ti millioner kroner mere i 2022.

Merete Bech Povlsen og Troels Holch Povlsen har ejet godset ved Horsens Fjord siden 1995.

Gyllingnæs er en del af virksomheden De 5 Gaarde A/S, der ejes af Troels Holch Povlsen og Prins Joachim. 

Tre gårde er en del af markedsføringssamarbejdet De 5 Gaarde. Det er Schackenborg, Gyllingnæs Gods og Constantinsborg.

Sidstnævnte er ejet af Anders Holch Povlsen, der er søn af Merete Bech Povlsen og Troels Holch Povlsen. Det er i dag Anders Holch Povlsen, der er direktør i Bestseller og bestyrelsesformand i Gyllingnæs A/S. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle