Hollandske medier: Arla og FrieslandCampina undersøger fusion

Formænd for de to selskaber skulle angiveligt have indledt drøftelser. Arla afviser.

Arla og den hollandske mejerikoncern FrieslandCampina har indledt drøftelser om en mulig fusion af de to mejerigiganter.

Det skriver de hollandske medier boerenbusiness.nl og foodbusiness.nl.

Fusionen vil skabe det største mejeriselskab i verden med en samlet omsætning på 22,7 milliarder euro (168,81 milliarder kroner) og bliver dermed større end franske Lactalis, der omsætter for 21,1 milliarder euro.

Ifølge de to medier har den hollandske formand Sybren Attema ført samtaler med Arla-formand Jan Toft Nørgaard i flere uger, ligesom ledelserne i de to virksomheder også er involveret.

Den hollandske forsyningsbase skulle angiveligt være under pres som følge af planerne i Holland om neddrosling af landbruget.

Ifølge den hollandske bank Rabobank skulle FrieslandCampina angiveligt blive overhalet af Arla næste år målt på omsætning. Det har fået den hollandske formand til at se sig om efter egnede fusionsmuligheder. 

Over for LandbrugsAvisen afviser Arlas pressechef, at der er indledt fusionsforhandlinger.

- Det har intet på sig, og historien er ganske enkelt ikke sand. Vi har ikke indledt forhandlinger med FrieslandCampina, siger pressechef Jesper Skovlund til LandbrugsAvisen.

Forhandlinger i 2003 og 2005

Det er ikke første gang, at Arla er i forhandlinger med hollænderne om en fusion.

I 2003 forsøgte Arla første gang at fusionere med det daværende Campina. Men de blev droppet efter et hollandsk krav om at sætte sig på topchef-posten.

I 2005 måtte Arla og det daværende Campina droppe nye fusionsplaner, efter bestyrelserne i de to selskaber ikke kunne blive enige. I samme forbindelse forlod daværende Arla-topchef Åke Modig selskabet. 

I 2008 valgte Campina i stedet at fusionere med den hollandske mejerivirksomhed Royal Friesland Foods.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle