I svinepestens skygge: Færre landmænd går konkurs

Antallet af konkurser i landbrug, skovbrug og fiskeri i december viste en nedgang til 10 mod 19 i samme måned året før.

December-opgørelsen for antallet af konkurssager i landbruget fra Danmarks Statistik bekræfter tendensen, der har været tydelig i løbet af 2019. Antallet fortsætter nemlig med at falde.

Selv om december skal tages med et ekstra stort forbehold, da der er megen sæsonusikkerhed i netop denne måned, bekræfter tallet den faldende tendens, som har været synlig siden sommeren 2019. Målt som løbende 12 måneder, som udglatter sæsonbevægelserne, er antallet af konkurser faldet fra 207 i maj 2019 til nu 174.

Tallet svarer også, målt som løbende 12 måneder, til antallet af konkurser for hele 2019.

De 174 konkurser er nogenlunde på niveau med 2018, hvor der var 178 konkurser. Den store forskel er dog, at antallet steg gennem 2018, mens det har været faldende gennem 2019.

Svinepest er en game changer

"Hovedårsagen til den faldende trend er naturligvis svinesektoren, hvor svinepesten fik svinepriserne til at eksplodere i foråret 2019. Men der er også gode prisforhold for mælkeproducenter og fornuftige priser for mange planteproducenter. Kun minkbranchen halter med meget lave priser", siger erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser .

I Seges forventer man, at den faldende trend fortsætter nogle måneder endnu, og at man kommer ned under 150 konkurser målt som løbende 12 måneder.

"Det forudsætter naturligvis, at svinepesten holdes uden for Danmarks grænser. For ellers kan det blive et helt andet scenarie, for svinepesten er en game changer – begge veje", understreger Klaus Kaiser.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle