Jysk hobbybesætning ramt af alvorlig fugleinfluenza

En større hobbyfjerkræbesætning ved Jelling med ca. 700 dyr bliver aflivet, fordi den er ramt af den alvorlige fugleinfluenza H5N8.

Prøver fra Statens Serum Institut viste onsdag eftermiddag, at en hobbybesætning ved Jelling er blevet ramt af den smitsomme fugleinfluenza H5N8. Det skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse onsdag aften.

Udbruddet kommer efter der i sidste måned blev fundet fugleinfluenza i vilde fugle flere steder i landet og  i en besætning med 25.000 æglæggende høns ved Randers.

"Fugleinfluenza medfører både sygdom og en høj dødelighed blandt vildfugle og tamfugle", forklarer veterinærchef i Fødevarestyrelsen Birgit Hendriksen.

Det er ikke oplyst, hvordan smitten er kommet ind i besætningen. Det har siden det sidste fund af smitte i en hønsebesætning været krav at både profesionelle avlere og hobbyavlere holder deres fjerkræ under tag.

Sikkerhedszoner

Fødevarestyrelsen vil i samarbejde med Beredskabsstyrelsen aflive fjerkræbesætningen senere på ugen. Fødevarestyrelsen etablerer derudover også en 3 og en 10 km zone rundt om den smittede farm, hvor fjerkræbesætninger vil blive underlagt særlige restriktioner. 

"Vi afliver den smittede besætning for at forebygge smittespredning, og opfordrer fjerkræavlere i hele landet til at tage alle nødvendige forholdsregler. Det er bl.a. vigtigt, at de beskytter deres fjerkræ mod vilde fugle med overdækning og tag", understreger Birgit Hendriksen.

I 3 km zonen er der bl.a. krav om, at ejere af hobbyfjerkræ og fugle registrerer deres dyr på landbrugsindberetning.dk. inden 17. december. Formålet er bl.a. at sikre tæt overvågning, så Fødevarestyrelsen kan reagere hurtigt på nye udbrud tæt på.

Derudover forlænger udbruddet også den periode, hvor Danmark er afholdt fra at eksportere fjerkræ og fjerkræprodukter til visse lande uden for Europa.

Forbud mod at flytte æg, høns og fugle i zonerne

Mens fugleinfluenza er meget alvorlig for fugle, er der ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i fugle i Europa, herunder H5N8.

Faktaboks

Zonerne

  • Zonebegrænsningerne betyder bl.a., at det i en periode bliver forbudt at sælge æg eller flytte æg, kyllinger, høns og andre fugle til eller fra ejendomme uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Ejere og besøgende, der kommer i hønsegårdene skal rense og desinficere fodtøj, så de ikke bringer smitte rundt, og ejere har pligt til at forebygge smittespredning. Hvis der opstår tegn på sygdom blandt fuglene har ejeren pligt til at kontakte Fødevarestyrelsen om mistanken.
  • Hvis der ikke kommer nye udbrud i området kan zone-beskyttelsen tidligst blive ophævet om 30 dage.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle