Kæmpe midtjysk bedrift til salg for 135 mio. kroner

Stor midtjysk landbrug med kartoffel- og svineproduktion er til salg.

Går du med en drøm om at etablere dig med kartoffelproduktion - og måske kombinere det med svineopdræt, så bør du kaste et blik på ejendommen Gadegaard ved Sunds.

Med sine i alt 668 hektar, tre produktionsfaciliteter og ti bygningsløse ejendomme er det en af de større ejendomme, hvilket også afspejles af prisskiltet på 135 millioner kroner.

Ejendommen rummer flere interessante detaljer, herunder betydelige produktionsrettigheder til Karup kartoffelmelsfabrik, bygningssæt til håndtering af virksomhedens kartofler, tørresiloer med plads til 37.000 hkg korn samt 21 aktive markvandingsboringer - alle med telefonisk styring.

Svineproduktionen er baseret på 500 søer med produktion af syv kg’s grise til faste aftagere.

Der er 625 hektar i markplanen, hvoraf stivelseskartoflerne lægger beslag på 225 hektar. Resten dyrkes primært med vårbyg med fornuftige udbytter.

Ejendommen er til salg hos Nybolig Landbrug og LandboGruppen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle