Kødselskab vil belønne de bedste på klima

Fra næste sommer skal Frilands leverandører måles - og betales - på klima. Men kun den bedste fjerdedel skal have.

De dygtigste og mest effektive klimalandmænd skal belønnes bedre end de øvrige. Sådan lød tanken fra Friland, da selskabet tirsdag holdt årsmøde med sine øko- og frilandsleverandører.

Tanken er, at man vil reservere en del af noteringen til at omfordele, så de mest klimaeffektive landmænd får mere i betaling. Modellen, der endnu ikke er færdig, kaldes Klimakroner, fortæller adm. direktør i Friland, Henrik Biilmann.

"Vi indleder nu en dialog med vores leverandører om at finde modeller, hvor vi kan belønne de mest klimaeffektive. Indtil videre har vi flere spørgsmål end svar, men hen ad vejen skal vi blive skarpere på, hvad vi beder landmændene om at gøre og hvad vi er villige til at give af ekstra belønning", forklarer direktøren.

Modellen, der altså ikke er færdig, skitserer Henrik Biilmann indtil videre til at skulle starte med kreaturerne - formentlig fra den kommende sommer.

"Vi vil forsøge at finde nogle valide mål for fodereffektiviteten. Det er et af de meget tunge parametre, når vi taler klimaaftryk. Det vil vi højest sandsynligt starte med, hvis vi kan arbejde med det, uden at vi drukner i bureaukrati", forklarer han.

"I første omgang vil betalingen ske via en omfordeling af tillægspuljen. Men vi gør det også for at blive belønnet af kunder og forbrugere, så der forhåbentlig bliver selvforstærkende og der på sigt vil blive flere penge at dele ud af, så det også bliver god forretningssans at gå den vej for vores leverandører".

Kun de bedste skal have

Tanken er, at de bedste skal belønnes for at ligge i bund i udledningerne.

"I vores tankesæt lige nu er der fire mål. Og hvis man ligger i top 25 procent på de fire mål, vil man kunne få i alt en krone ud af det samlede tillæg på i alt 6-7 kroner", skitserer han.

Lige nu ser det ud til, at alle mål skal handle om fodereffektivitet. Men om det bliver 3 eller 5 mål, kan han ikke sætte sig fast på. Ej heller er målemetoden, opfølgningen eller hvordan en eventuel kontrol skal fungere, er på plads.

"Vi har ikke de klare svar på det endnu. Derfor rækker vi ud til landmændene for at vi sammen kan finde en model, der kan fungere", forklarer dirkeøtren.

"Det er ekstremt vigtigt, at vi ikke opfinder noget, der ikke virker i det virkelige liv".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle