Kartoffelbrok fundet på endnu en bedrift

Endnu en kartoffelavler har fundet svampesygdommen på en af sine egne marker i Midtjylland.

Det er den anden kartoffelavler, hvor der konstateres brok, efter at man for godt en måned siden fandt kartoffelsygdommen i Danmark for første gang siden 1981.

»Vi vil gerne opfordre kartoffelavlerne til at være særligt opmærksomme på brok på deres marker, for det kan sagtens være flere steder end hos de avlere, hvor de vi allerede har konstateret sygdommen,« fortæller enhedschef i NaturErhvervstyrelsen Kristine Riskær.

Afdækningen på den første bedrift viste, at smitten var begrænset til planter på fire marker ud af 88, tilbage står dog stadig de sidste analyser af jordprøver. Det nye fund er nord for Herning, og her har NaturErhvervstyrelsen konstateret smitte på tre marker. Undersøgelserne af det nye fund er stadig i gang.

NaturErhvervstyrelsen planlægger nu den årlige overvågning med fokus på stivelsesproduktionsmarker omkring de jyske stivelsesfabrikker. På denne måde får styrelsen hurtigt et overblik, og dermed et mere robust grundlag at tage beslutninger på.

NaturErhvervstyrelsen har i høj grad haft fokus på at inddæmme og sikre, at der ikke sker smittespredning, kartoflerne fra smittede marker må således under ingen omstændigheder forlade de smittede marker uden styrelsens tilladelse.

Kartoffelbrok spredes primært ved transport af inficeret jord eller smittede kartofler.

De nuværende fund vedrører udelukkende stivelseskartofler. Stivelseskartofler forarbejdes altid i Danmark, og smitten kan ikke sprede sig via den forarbejdede stivelsesmel. Derfor er der heller ingen risiko for spredning til vores eksportmarkeder.

Svampesygdommen angriber kun kartofler, og er ikke skadelig for mennesker. Planteskadegøren er uønsket og reguleret i EU.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle