Kinesisk storproducent trodser svinepest: Bygger kæmpefarme i Vietnam

Den kinesiske landbrugsvirksomhed New Hope Group har netop færdiggjort den første af tre ny store svinebesætninger i Vietnam.

Den store kinesiske landbrugsvirksomhed New Hope Group har nu færdigbygget den første af tre planlagte svinebesætninger i nabolandet Vietnam. Det skriver Markedsnyt for grisekød uge 35 med henvisning til Reuters Bureau.

Den færdiggjorte besætning er lokaliseret i provinsen Binh Phuoc og skal efter planen producere 300.000 svin årligt.

De to øvrige planlagte besætninger er beliggende i provinserne Thanh Hoa og Binh Dinh. Tilsammen skal de tre besætninger have en produktion på 930.000 svin om året. Byggeriet skal stå færdig i 2021.

New Hopes investeringer i Vietnam kommer samtidig med at landet, både Kina og Vietnam, er hærget af afrikansk svinepest. I en kommentar fra New Hope omkring investeringen hedder det:

"For svineproduktion er alle svinesygdomme såvel en udfordring som en mulighed. Tilsvarende som det ses i Kina vil afrikansk svinepest skubbe på udviklingen mod øget koncentration i svineproduktionen".

Afrikansk svinepest har nu spredt sig til i hvert fald 17 af provinserne i det nordlige Vietnam med 239 udbrud siden februar.

New Hopes nye investeringer i Vietnam er tidligere opgjort til 163,5 millioner dollar. Investeringen i svineproduktion skal supplere New Hopes foderproduktion i Vietnam, hvor man fra otte virksomheder havde et salg på mere end 700.000 tons foder sidste år. Der planlægges også opførelse af en ny fodervirksomhed i provinsen Binh Phuoc.

New Hope har ekspanderet sin produktion af svin og svineslagtninger kraftigt de seneste år og er en af Kinas største svineproducenter. Fortsat kommer størstedelen af virksomhedens indtjening dog fra foderproduktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle