Klimarådet: Regeringen bør droppe støtte til biogas til lastbiltransporter

Der er ikke biomasse nok til at drive den tunge vejtransport, der i stedet fremover bør køre på el. Sådan lyder det fra Klimarådet i ny rapport.

Klimarådet ser ikke den store rolle for biogas i den tunge vejgodstransport, og faktisk kan et sats på gas-lastbiler ende i en blindgyde.

Så kontant lyder meldingen på trods af, at flere transportfirmaer allerede er begyndt at investere i store biogas-drevne lastbiler, for at forsøge at gøre transportsektoren grønnere.

Men klimarådet, der står for at vurdere regeringens klimapolitik, argumenterer i en ny rapport, at der ikke er nok bæredygtige biomasseressourcer på europæisk plan til for alvor at drive den tunge vejgodstransport, samtidig med at der også kan blive hårdt brug for biogassen andre steder.

"Hvis vi satser på gas, så kan det i værste fald ende med at blive en fossil blindgyde, hvor vi øger forbruget af naturgas, fordi der ikke er nok biogas", siger Niels Buus Kristensen, der er næstformand i Klimarådet og også er forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo i en pressemeddelelse fra Klimarådet.

Regeringen bør derfor heller ikke fremme brugen af gaslastbiler i form af f.eks. tilskud til gaslastbiler og gasinfrastruktur, og regeringen bør derfor droppe gas i støttepuljerne til den tunge vejgodstransport, lyder det.

Sats på el og afgift

I stedet skal der på den korte indføres en generel afgift på drivhusgasser, der skal gøre det mere attraktivt for den enkelte vognmand at vælge et alternativ til benzin og diesel.

"En drivhusgasafgift vil være den mest effektive måde at styre den tunge transport i en mere klimavenlig retning. Skal vi opfylde 70-procentsmålet, er der brug for handling i alle dele af samfundet. Det gælder også den tunge transport, hvor der ellers ikke er udsigt til de store CO2-reduktioner", siger formand for Klimarådet, Peter Møllgaard.

Derudover forudser Klimarådet at en betydelig del af både de små og store lastbiler i fremtiden formentlig kører på el, fremgår det af rapporten 'Veje til klimaneutral lastbiltransport'.

Rådet mener, at batterilastbiler i de fleste tilfælde vil kunne erstatte de mindre diesellastbiler, som kører kortere ture, og for eksempel kører med varer i og omkring de store byer.

I forhold til de lange ture med større lastbiler er det ifølge Klimarådets analyse også batterilastbilerne, der ser ud til at blive samfundsøkonomisk billigst i 2030, når man medregner CO2-omkostningerne.

Kort rækkevidde og lang opladningstid kan dog være en udfordring for nogle lastbiltyper og ved særligt krævende opgaver, som også branchen selv har påpeget.

Anbefalingerne fra Klimarådet kommer i kølvandet på, at transportsektoren netop har efterlyst nogle politiske retningslinjer for, hvordan sektoren skal opnå de krævede miljøreduktioner frem mod 2030 målet.

Klimarådet har tidligere peget på en generel afgift på drivhusgasser på cirka 1.500 kr. pr. ton CO2 i 2030, hvilket formentlig vil medføre, at flere klimavenlige drivmiddelteknologier bliver konkurrencedygtige.

Faktaboks

Med en uændret politik forventer Energistyrelsen, at den danske tunge vejgodstransport vil udlede 1,5 mio. ton CO2 i 2030. Det vil være et fald på kun 0,2 mio. ton i forhold til 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle