Krigen i Ukraine er blevet en del af hverdagen i Viborg

Da Rusland for et år siden invaderede Ukraine, havde Lars Kristensen fire Ukrainske ansatte. Nu er der gået et år med krig, og selvom det ikke var let at bearbejde krigens begyndelse, så har de ukrainske medarbejdere fortsat arbejdet, og krigen er blevet en del af hverdagen på gården. 

- På en eller anden måde har de lært at leve med, at der er krig. Det vænner man sig jo aldrig til, men de får en hverdag til at fungere. Både dem hjemme i Ukraine, men også dem vi har her, uden at det giver dem bekymring flere gange om dagen, siger Lars Kristensen og tilføjer, at hans medarbejdere ikke har haft fravær hverken før eller efter krigen.  

Hjælpe hvor man kan

For et år siden havde Lars Kristensen fire ukrainske medarbejdere. Sidenhen er to mere kommet i arbejde på gården, og det er naturligt for Lars Kristensen at hjælpe sine ansatte, der hvor han kan. 

- Når de er så langt hjemmefra, så bliver vi jo lidt deres anden familie. Jeg tror ikke som arbejdsgiver, at man kan undgå at tage det ansvar på sig, at sørge for at de trives så godt som de nu kan. Selvfølgelig trives man ikke i en situation, hvor der er så mange uvisheder. Men har vi kunnet støtte dem, så har vi gjort det, fortæller Lars Kristensen.

Da krigen først brød ud, stillede familien Kristensen både bil og hus til rådighed, hvis nogle af de ukrainske medarbejdere ville have deres familie til Viborg. Det var dog kun én af de ansatte, der gjorde brug af tilbuddet og fik sin mor op til gården. Derudover har de sendt nødhjælp til fronten, selvom det måske hjalp ukrainerne på gården, mere end det hjalp dem i krigen. 

- Vi sendte lidt sanitær nødhjælp derned igennem en af vores ansatte, fordi hun mente at vi kunne hjælpe med et eller andet. Det var to store kasser med vat og bandager som vi sendte afsted, og det gav hende lidt ro, at vi kunne sende det afsted. Selvom at det kan virke som en dråbe i havet, men det gav dem lidt ro, siger Lars Kristensen om den nødhjælp som familien har ydet. 

Livet kører videre, selv under en krig

Før krigen beygndte, havde Lars Kristensen en ukrainsk medarbejder, der besluttede sig for at flytte tilbage til hjemlandet i december 2021. Hun rejste hjem sammen med sin mand, og da invasionen begyndte i februar, var det ikke muligt for dem at forlade landet igen. Familien i Viborg har siden hen været i løbende kontakt med deres tidligere medarbejder, der blandt andet har kunne fortælle, at familien er blevet større siden de tog til Ukraine. Efter at de ankom til Ukraine og Rusland begyndte invasionen, har kvinden, som før havde sin daglige gang på Elmegården i Viborg, født et barn. 

- Vi har snakket herhjemme om, at det at sætte børn i sådan en tid, det kan virke lidt fortvivlet. Men varer krigen ved, så kan man jo ikke sætte alting på pause, og vente til at det er slut, fortæller Lars Kristensen.

I Viborg fortsætter den daglige arbejdsgang med malkning af køerne og pasning af stalden på trods af, at der er krig. På samme måde fortsætter livet i Ukraine, hvor de formår at tilpasse sig noget der ellers ligner en umulig situation. 

- De finder nogle løsninger hvor man tænker, at det er jo egentlig ikke holdbart. Men det er jo det de er i. Det der kan fungere lige her og nu. Man kan jo godt syntes at det hele ser lidt håbløst ud, men alligevel finder man løsninger, der kan holde i noget tid, siger Lars Kristensen. 

Selvom at det har været muligt for ukrainerne at finde løsninger i en uløselig situation, og selvom at krigen er blevet end del af hverdagen på Elmegården, håber ukrainerne ifølge Lars Kristensen, at vi ikke skal have endnu et år med krig. 

- De ønsker ham Putin på månen, eller et sted der er endnu værre, og det er jo en form for afmagt. De kan reelt ikke gøre noget, men de ønsker at det snart får en ende.