To landboforeninger vil fusionere til en af landets største

Der bliver en landboforening mindre, hvis medlemmerne til marts vedtager en fusion mellem DLS og Gefion.

Efter fem års tæt samarbejde om rådgivningsfirmaet VKST vil landboforeningerne DLS og Gefion nu fusionere.

Det fremgår af en plan, der mandag er blevet sendt ud til medlemmerne af de to foreninger.

Der skal stemmes om forslaget 15. marts.

Allerede i dag er der et tæt samarbejde mellem de to foreninger, der blandt andet holder fælles medlemsmøder, laver høringssvar og andet politisk arbejde sammen. På den måde vil en fusion formalisere det samarbejde, der allerede er. Når foreningerne alligevel ønsker at fusionere, er det fordi, der er endnu flere fordele i en fusion, lyder det i en pressemeddelelse.

"En fusion giver os mulighed for at specialisere det politiske arbejde endnu mere og skabe flere resultater for medlemmerne. Landbruget står over for store udfordringer fremover, og i vores område er det blandt andet vandplanerne, BNBO og muligheden for at udvide husdyrproduktionen, der giver udfordringer. Og det skal vi lægge flere kræfter i", siger Torben Hansen, der er formand for Gefion, og han bakkes op af John Nielsen: 

"En fusion af foreningerne skal styrke det politiske arbejde og interessevaretagelsen til glæde for medlemmerne, og vi får en stor gennemslagskraft, det mærker vi allerede i dag, når vi holder møder med fx vores lokale folketingsmedlemmer; så er der stor respekt om vores arbejde", siger John Nielsen.

Dækker det meste af sjælland

Den nye forening vil dække det meste af Sjælland, hele Lolland-Falster og Møn, og derfor har de to bestyrelser gjort sig mange tanker om, hvordan man kan skabe nærhed og medlemsindflydelse i så stort et område: 

"Vi har gode erfaringer med at holde mindre, lokale medlemsmøder i for eksempel et medlems maskinhus. Det er typisk, når der sker et eller andet i området – så er det hurtigt at mødes i maskinhuset. Og så holder vi to generalforsamlinger, for demokratiet skal virke, og man skal ikke køre fra Lolland til Midtsjælland for at deltage i en generalforsamling", siger John Nielsen.  

Også i forhold til det politiske arbejde er der tænkt på nærhed og inddragelse af medlemmerne: 

"Der er brug for alle kræfter, og vi vil invitere medlemmer til at repræsentere foreningen i fx kommunernes grønne råd, og hvor landbruget ellers er repræsenteret. Så sørger vi for, at dem der skal repræsentere foreningen bliver klædt på via teamsmøder og fælles møder på tværs af hele foreningens område", siger Torben Hansen om det politiske arbejde, der forsat vil have bestyrelsen og den erhvervspolitiske afdeling som omdrejningspunkt.

 


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle