Landboformand: Støtte er en god forretning - for bureaukrater

Formand for LandboSyd, Mogens Dall, krævede forenklinger på dette års delegeretmødet i Herning.

Det er bureaukratiet, som scorer kassen på landbrugets støtteordninger.

Det mener formand for LandboSyd, Mogens Dall. Landbruget oversvømmes af velmenende støtteordninger, som skal sprede millioner af kroner ud over erhvervet. Senest handler det konkret om modernisering af kvæg- og svinestalde.

»Men vi ønsker ikke støtteordninger – vi ønsker, at vores omkostninger sænkes,« sagde Mogens Dall, fra talerstolen i Herning Kongrescenter på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde.

Mogens Dall henvendte sig til kollegerne, men også til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Milliarder af kroner

Alene i Landdistriktsprogrammet kan der søges tilskud til en række projekter, og hele programmet har en økonomisk ramme på 9,3 mia. kroner i perioden fra over syv år fra 2014 til 2020. EU betaler 6,8 mia. kr., mens den danske stat betaler 2,5 mia. kr.

»Vi har på LandboSyd gravet os ned i programmerne, og sagen er, at der bliver søgt om alle pengene – og mere til. Det er jo forståeligt, når nu ordningerne eksisterer, men jeg tror, at langt de fleste landmænd helst vil være fri for at skulle gennem en bureaukratisk ansøgningsrunde for at få tilskuddet samtidig med, at omkostningerne på ejendommen bare stiger og stiger,« siger Mogens Dall.

En god forretning

Der skal bruges rådgivningstimer på ansøgningerne. Dertil kommer alle statslige, kommunale og private væksthuse og innovationscentre, som bruger hele eller store dele af deres arbejde på at søge og håndtere tilskud fra Landdistriktsprogrammet.

»Masser af bureaukrater – måske 500 - lever af at søge tilskud for landbruget. Ingen har et overblik over, hvor mange rådgivningskroner, der bruges til tilskudssager i Landdistriktsprogrammet, men det er rigtig mange penge,« siger Mogens Dall.

Mister overblikket

»Jeg siger ikke, at der ikke kommer resultater ud af arbejdet, og jeg erkender, at det kan være svært at rokke ved et EU-system, som også er involveret i dette arbejde. Men vi har altså til rådighed en lang række andre bureaukratiske ordninger, som kan være med til at forvirre landmænd og som kan betyde, at mange mister overblikket,« siger Mogens Dall.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle