LandboSyds formand går efter plads ved bordet i L&F

Formand for LandboSyd Henrik Jessen stiller op til forretningsudvalget i Landbrug & Fødevarer, meddeler han fredag eftermiddag.

I sidste uge kom det frem, at Hans Damgaard formand for KHL ikke stiller op til en post i Landbrug & Fødevarer 2.0 ved næste måneds delegeretmøde.

Den melding har nu fået Henrik Jessen, formand for LandboSyd, til at melde sig på banen. Han er kandidat, lyder det i en pressemeddelelse, til forretningsudvalget i det nye, kommende Landbrug & Fødevarer 2.0. Han forklarer, at når Hans Damgaard ikke stille op, så ser han en mulighed for at fastholde en plads ved bordet for de syd- og sønderjyske landmænd.

- Jeg har modtaget en del opfordringer til at stille op. Det kunne jeg med det samme sige, at det vil jeg gerne. Jeg mener også, at jeg har noget at byde ind med i det nye LF 2.0, siger Henrik Jessen.

Ved delegeretmødet til november skal landboforeningernes delegerede  vælge seks personer til det nye Forretningsudvalg landbrugsorganisationens nye struktur, som træder i kraft ved årsskiftet.

I den nye L&F-strukturs Forretningsudvalg er der plads til seks landboforeningsrepræsentanter. I den nuværende primærbestyrelse er der otte, fire fritvalgte og fire regionsvalgte. 

Fra Henrik Jessen lyder det om den nye struktur:

- Vi får en ny mere moderne og smidig organisation med den nye struktur i LF 2.0. Jeg vil gerne være med til at forme og drive denne organisation. Vi kender de nye rammer, men vi skal finde ud af, hvordan vi vil arbejde inden for de rammer, siger han.

Fra Henrik Jessen lyder det, at for ham er det meget vigtigt at der kommer en stærk fællesbestyrelse, der sætter den strategiske retning. 

- Jeg har oplevet hvordan landsformændene har været en gruppe ude på siden af organisationen, og det har ikke været det rigtige. Så det er godt, at formændene nu kommer ind i fællesbestyrelsen. I forretningsudvalget, som skal kunne agere lidt hurtigere på aktuelle sager og sparre med formandskabet, kan jeg se, at jeg kan gøre en forskel, siger han.

En rundringning LandbrugsAvisen lavede i sidste uge viser, at mindst seks af de otte nuværende landboforeningsrepræsentanter genopstiller til valget til forretningsudvalget til november.

Emneord

Delegeretmøde 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle