Landbruget får fem mio. kr. til klimaregnskaber

I den netop indgåede klimaaftale om energi og industri, har aftaleparterne afsat 5 mio. kr. til udviklingen af landbrugets klimaregnskaber.

Det er ikke kun energi og industri, der er blevet plads til i den netop indgåede klimaaftale.

Aftaleparterne er nemlig blevet enige om at afsætte 5 mio. kr. i 2021 til udviklingen af et klimaregnskab på bedriftsniveau, som kan bidrage til bedre regulering af landbrugets drivhusgasudledninger. Klimaregnskabet kan hjælpe erhvervet med at gøre tingene mere klimaklogt, og på sigt vil kunne understøtte en omkostningseffektiv klimaregulering af landbruget.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

”Der er rigtig mange landbrugere derude, som gerne vil være en del af den grønne omstilling, men som mangler et overblik over, præcist hvilke knapper lige netop deres landbrugsbedrift kan trykke på, for at levere på klimadagsordenen, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Midlerne skal understøtte og supplere et allerede igangsatte projekt, hvor Seges og Økologisk Landsforening er gået sammen om at udvikle et koncept om klimaregnskaber og oplysning på bedriftsniveau, med midler fra Miljø- og Fødevareministeriet. Dette projekt, som forventes afsluttet i 2021, har til formål at udvikle og teste et klimaregnskabsværktøj og et rådgivningskoncept, som kan hjælpe landbrugerne til at skrue på de rigtige knapper, for at blive endnu mere klimavenlige.

"Vi har jo allerede et velfungerende reguleringsgrundlag til at regulere kvælstof ude på landbrugsbedrifterne. Det er det, vi kalder gødningsregnskabet. Men vi mangler et grundlag, at regulere landbrugets klimaudledning – og optag – på. Derfor er jeg glad for, at vi nu er blevet enige om at afsætte 5 mio. kr. til udviklingen af et klimaregnskab på bedriftsniveau, som kan på sigt kan bidrage til bedre regulering af landbrugets drivhusgasudledninger", siger fødevareminister Mogens Jensen.

Stor opgave udestår

Men der er fortsat et stykke vej til en solid og retfærdig reguleringsmodel for landbrugets klimaudledninger- og optag.

"Jeg er meget er glad for at vi har fundet de 5 mio. kr. – det er et vigtigt bidrag. Vi står foran en meget stor opgave med at opbygge viden om landbrugets klimaudledninger. Vi mangler nemlig på mange områder betydelig viden om landbrugets udledninger. Blandt andet derfor er der afsat 90 mio. kr. frem til 2021 til en klimaforskningsindsats på landbrugsområdet", siger Mogens Jensen.

Aftalen om 5 mio. kr. i 2021 til udviklingen af et klimaregnskab på bedriftsniveau er indgået mellem Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
 

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle