Virksomheder tager større del af risiko for landmænd

Manglen på finansiering presser ikke kun landbruget men også virksomhederne. Derfor melder flere virksomheder sig nu på banen for at hjælpe med det, der tidligere var bankens rolle - nemlig at give kredit. Men det er ikke uden risici.

Mens bankerne har indskrænket mange landmænds muligheder for at finansiere deres drift, melder landbrugets virksomheder sig nu på banen som de nye pengemænd.

Finansiering af dyr og foder breder sig i branchen - og det lægger pres på både andelsselskaber og virksomheder for at stille likviditet til rådighed, hvis de vil opretholde produktionen.

Både Danish Crown og Tican har modeller til finansiering af grise eller foder. I DLG melder man om en efterspørgsel, mens Danish Agro er mere skeptisk. For det er ikke uden risiko for virksomhederne at tage bankernes rolle på sig.

Hornsyld Købmandsgaard er blandt dem, der er gået ind på markedet. Her opfatter man foderfinansiering som en midlertidig nødvendighed.

»Det er en god forretning for os. I perioder, hvor vi måtte have overskud af likviditet, får vi det forrentet bedre, end vi ville få i banken. Men det er også et krævende set-up. Vi vil ikke løfte dårlige projekter,« fortæller direktør Christian Christensen.

Han vil ikke fortælle, hvor mange kunder han har, men ordningen har både fastholdt gamle kunder og skaffet nye.

»Hvis ikke vi havde haft kontraktgrise, ville vi have haft nedgang for vores fabrikker. Der er færre svin, der skal have industrielt fremstillet foder. Men konceptet har betydet, at vi kan holde vores fabrikker fyldt op,« siger han.

Christian Christensen har medarbejdere ude på bedrifterne for at kontrollere besætningerne, lige som man følger afregningerne fra slagteriet. Alt sammen i et forsøg på at mindske risikoen for tab.

Men selv om det er en god forretning, så håber direktøren, at det en dag får en ende.

»Jeg tror, der kommer en dag, hvor vi trækker os ud af det igen. Vi ønsker ikke at konkurrere med bankerne, der bør kunne stille likviditet billigere til rådighed end en købmandsgård,« mener han.

Tican: Hvorfor ikke flere?

Hos Tican mener bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen derimod ikke, at finansiering er en midlertidig dille.

»At drive landbrug og få det finansieret bliver mere og mere individuelt. Derfor tror jeg på, at vi skal have flere forskellige pakkeløsninger og tiltag for at finde det, der passer den enkelte,« siger han.

Afdelingsleder Henrik Bækstrøm tager sig af det praktiske i finansieringsaftalerne.

»Vi har en 10-15 leverandører, der får finansieret foder. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke har flere, men det skyldes nok, at vi har krævet alt ind-, alt ud-ordninger til at starte med,« siger han.

Årsagerne til at bruge finansieringen er forskellige - men manglende likviditet går igen.

»Nogle har fået at vide, at de ikke kunne få flere penge af banken til foder. Men der er også yngre, der er kommet i gang ved det her. De har ikke mange penge, så de finansierer det på den her måde,« fortæller Henrik Bækstrøm.

Jens Jørgen Henriksen er bevidst om de risici, Tican løber ved aftalerne.

»Jo mere, vi finansierer af grisens liv, jo større risici tager vi også i slagteridelen. Men vi er i en virkelighed, hvor der er behov for den slags tiltag. Det drejer sig om at stå sammen,« slutter han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle