Landmænd lærte at handle

Vinder af Gefions handelsuddannelse 2015 er Steen Olsen fra Møn.

Gefion lærer i foråret unge landmænd at handle på det globale råvaremarked - og det sluttes af med en konkurrence.

Vinderen af forårets handelsuddannelse blev Steen Olsen fra Møn. Han vandt den afsluttende konkurrence, hvor deltagerne skulle dyste om, at være bedst til at bruge med de handelsværktøjer, som de har lært om på uddannelsen.

Uddannelsen løb over fire aftener og vekslede mellem teori, praktiske eksempler og sluttede med en handelskonkurrence.

I konkurrencen fik deltagerne 64 mulige handler, hvor de kunne vælge at købe, sælge eller stå over, for at generere den største gevinst.

”Jeg var usikker i de første par handler, men derefter fandt jeg roen ved blot at fokusere på at bruge værktøjerne til at vise, hvad jeg skulle gøre” fortæller Steen Olsen.

Antallet af handler var heller ikke afgørende for resultatet, da Steen Olsen havde lavet markant færre handler end nr. to i konkurrencen.    

Gefion udbyder handelsuddannelsen for at klæde de unge landmænd på til fremtidens opgaver med at handle i de globale råvaremarkeder, hvad enten det er som driftsleder eller som fremtidig ejer af en landbrugsvirksomhed.

Solid viden giver is i maven

Undervisningen er bygget op i en kombination af teoretisk viden, som understøttes af eksempler fra den virkelig verden. Deltagerne skulle i løbet af undervisningen handle euro/US dollar og forsøge at tjene penge på det, eller først og fremmest ”undgå at tabe penge”, som John Jensen fra Agromarkets, pointerede flere gange. Første gang blev der handlet i blinde og noget, der lignede kaos, men efterhånden som der blev bygget mere teori på, kom der mere struktur i det kaos af informationer, som markedet giver.

Formålet med uddannelsen er at give deltagerne overblik og ro, når de skal handle. De må ikke gå i panik, når priserne stiger og falder, eller få købt eller solgt på et ugunstigt tidspunkt - kun fordi sælgeren fra den lokale grovvare lige ringede den dag. De skal være i stand til at lægge en klar handelsstrategi, som de har tillid til og disciplin til at overholde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle