Landmand på vej mod 1.200 køer med AP Pension i ryggen

Jacob Therkildsen driver nu to bedrifter, som ejes af AP Pension.

Udfordringen var simpelthen for god at sige nej til.

Sådan sammenfatter Jacob Therkildsen årsagen til, at han ved årsskiftet overtog Fuglsøgård ved Nimtofte på Djursland. Gården var og er stadig ejet af AP Pension, og dem har Jacob Therkildsen et indgående kendskab til.

Tilbage i 2014 hjalp de ham med at overtage Nygård ved Truust, og siden har den unge mælkeproducent udviklet og trimmet mælkeproduktionen til nu 550 køer.

Han driver nu begge bedrifter på forpagtningskontrakter, hvor AP Pension ejer jord og bygninger, imens Jacob Therkildsen selv står for besætninger, beholdninger og den løbende drift.

Der er 22 kilometer mellem de to bedrifter, og derfor skal de som udgangspunkt drives som selvstændige enheder.

"På sigt kan jeg se en mulig synergi i at samle kvieopdrættet ét sted. Men ellers vil der være to afdelingsledere og medarbejdere, som er tilknyttet hvert sit sted. Vi kommer ikke til at have folk, som kører frem og tilbage", fortæller Jacob Therkildsen.

Et drømmeanlæg

På Fuglsøgård har han fået nyere staldanlæg, som er indrettet med høj effektivitet for øje.

"Da jeg overtog Nygård, stod jeg med en kæmpe genopbygningsopgave. På Fuglsøgård handler det om at drifte og køre videre. Produktionen kører allerede ret godt, men jeg ser potentiale til mere", fortæller Jacob Therkildsen.

Da han overtog ved årsskiftet, var der 550 køer på både Nygård og Fuglsøgård. På sidstnævnte er der plads til 650 køer, og Jacob har allerede udvidet til 620. Og mange flere køer kommer der formentlig ikke, vurderer han.

"Fuglsøgård er ikke placeret, så den egner sig til et meget større husdyrhold. Det gælder også jordens beliggenhed. Så det handler om at drifte det, der er", fortæller Jacob Therkildsen.

Han lægger ikke skjul på, at der for ham at se ligger en økonomisk god forretning i at drive Fuglsøgård via forpagtningsmodellen.

Han har aftalt en 10-årig løbeperiode med AP Pension, hvor der er mulighed for forlængelse. Hans eksisterende kontrakt på Nygård udløber i 2027. Her håber han på at kunne overtage bedriften på traditionel vis.

"Afhængigt af, hvordan det går med Fuglsøgård, kunne jeg godt finde på at forlænge aftalen. En egentlig overtagelse kigger jeg ikke på", fortæller Jacob Therkildsen.

Tid til generationsskifte

For den tidligere forpagter af Fuglsøgård var det et ønske om et generationsskifte, der banede vejen for Jacob Therkildsen.

"Jeg er da glad for, at AP Pension gav mig muligheden. Vi kender hinanden godt, og jeg kan godt lide deres model", siger Jacob Therkildsen.

Siden overtagelsen af Nygård i 2014 har han udviklet en stadig større interesse for virksomhedsledelse.

"Derfor passede det perfekt med muligheden for at udvide. Jeg brænder meget for at udvikle forretningen og selvfølgelig også for at lede mennesker", siger Jacob Therkildsen, som i dag har 17-18 fuldtidsansatte.

Faktaboks

Jacob og AP Pension

  • I 2014 overtog Jacob Therkildsen Nygård ved Truust sammen med AP Pension. Pensionsselskabet ejer bygninger og jord, imens Jacob står for besætning, beholdninger mv.
  • I dag drives 375 hektar ved Nygård, og med Fuglsøgård i porteføljen driver Jacob Therkildsen i alt 660 hektar.
  • Der er 550 køer plus opdræt på Nygård og 620 køer plus opdræt på Fuglsøgård.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle