Landmandsbrødre byggede selv det meste af ny stald: Sparede op mod to mio. kr.

Mogens Lund har sammen med sin tvillingebror stået for det meste af byggeriet af en ny slagtekyllingestald på landbruget.

Tvillingerne Mogens og Flemming Lund fra Bække, nordvest for Kolding, besluttede sig for, at de selv ville bygge en ny stald til slagtekyllinger, hvor kyllingerne bliver klækket i stalden, i stedet for at få en entreprenør til det. Det har taget lidt over et halvt år at bygge den 2165 kvadratmeter store stald, hvor der er plads til 40.000 kyllinger. 

"Da jeg fik ideen, snakkede jeg med min bror, om det var noget, vi kunne klare. Det vidste jeg godt, at vi kunne - min bror er udlært smed, og han er en rigtig dygtig mand med sine hænder", fortæller Mogens Lund.

"Og kan vi få en mindre gæld, så sover jeg nok roligere om natten", siger Mogens Lund. 

Det er ikke små besparelser, an kan hente ved at bygge selv. Planlængningschef i Danpo Bent Holten, som har været med i forløbet, fortæller, at det med totalentreprise koster 2.500 kroner per kvadratmeter. 

"Mogens og jeg har regnet lidt på tallene, og det her ligger mellem 1.500 og 2.000 per kvadratmeter - vi kender det ikke helt nøjagtigt", fortæller Bent Holten. 

Med de over 2000 kvadratmeter ligger besparelsen på omkring en til to millioner kroner. 

"Ligesom at bygge en carport"

De to brødre havde tidligere bygget en forlængelse til en af de eksisterende stalde på ejendommen, hvor de også klarede det meste selv.

"Det er ligesom, når du sætter dig for selv at bygge en carport - så kan du bare gange det op. Det er meget større. Men der er også begrænsninger, hvor vi ikke selv skal røre ved tingene, for det har vi ikke uddannelsen til", siger Mogens Lund. 

Det er eksempelvis elinstallationer og gulvet, de har fået hjælp til. 

"At støbe sådan et gulv på så stort et areal er man nødt til at have et firma til. hvis man bare laver et lille projekt, tror jeg godt, at man kunne klare det selv", siger Mogens Lund. 

store besparelser

Brødrene fik hjælp af Kolding Herreds Landbrugsforening til at tegne stalden, men de har selv stået for indkøb af materialer. 

"Det er sådan set bare at få ringet rundt og få nogle flere tilbud hjem, så man har lidt at vælge imellem og ikke bare tage det første. Noget af det vildeste, vi har handlet, der var der knap 100.000 kroner at spare ved at spørge lidt rundt. Det er da også en slags penge", siger Mogens Lund. 

Det er tidskrævende at bygge selv, men det sparede giver en stor fordel.

"Mogens får jo et billigere byggeri at skulle betale på. Det vil sige, at allerede fra dag et, hvor vi sætter kyllingerne ind i stalden, så er Mogens' bundlinje lidt bedre, fordi huslejen bliver lidt mindre med den indsats, de har ydet. Det er et rigtig godt udgangspunkt til fremtiden", siger Bent Holten. 

regnen drillede 

Det våde efterår var den største udfordring med byggeriet. Regnen gjorde, at de var nødt til at vente med at støbe gulvet. 

"Vi ville gerne have støbt gulvet som noget af det første, men det blev så noget af det sidste, vi lavede", siger Mogens Lund.

"Man skal have beton pumpet ind med slanger, hvorimod hvis huset ikke var rejst, kunne man køre ind med bil. Det er betydeligt dyrere at støbe gulv på den måde", forklarer Mogens Lund. 

Derudover giver et støbt gulv en klar fordel til byggearbejdet. Da de byggede en forlængelse af en af de eksisterende stalde, var gulvet noget af det første, der var færdigt. 

"Ved forlængelsen af den anden satte vi sokkel af, og så støbte vi gulvet med det samme. Så havde vi et dejligt gulv at køre på, når vi skulle rejse spær. Det var der så ikke her. Det blev bare et pløret hul, og det har forsinket os noget", siger Mogens Lund. 

Selvom planen var at bygge det, de kunne selv, fik de i vinter dog brug for hjælp, og der havde Bent Holten et forslag. 

"Det var et stort projekt, og det blev lidt forsinket på grund af det meget våde efterår. Så jeg spurgte Mogens, om det ikke var en ide at få fat i et par friske bygningshåndværkere fra Østeuropa, som jeg kendte til, da de havde arbejdet for en anden kyllingeproducent. Det syntes Mogens var en god ide, og i januar og februar kom de og hjalp til", fortæller Bent Holten, planlægningschef, Danpo.

er ikke færdige med at bygge

Med den nye stald bliver der på landbruget produceret omkring en million kyllinger om året. Men allerede inden stalden er færdigbygget, har landmanden i overvejelserne at bygge endnu en stald, så han i alt har fire stalde. 

"Vi har jo plads til det, og jeg har miljøansøgningen i orden. Og jeg vil jo gerne udrette noget, mens jeg er her. Det gør også, at jeg i fremtiden måske kan tage lidt revanche på nogle flere fridage og noget ferie. De sidste 10-15 år har jeg ikke holdt alt for meget fri. Det drømmer jeg da om i fremtiden, og jo større min produktion er, jo nemmere har jeg ved at have en mand fuldtidsbeskætiget", siger Mogens Lund. 

Det bliver muligvis også selvbyg.

"Jeg har da snakket med Flemming om en stald fire, og han virker da ikke afvisende over for det", siger Mogens Lund. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle