Landsretten sænker omstridt konkursadvokats salær

Kurator Rune Hyllested har af Landsretten fået sænket sit salær med godt 15 procent i en større konkurssag.

En af de mest brugte landbrugskuratorer Rune Hyllested, partner i Storm Advokatfirma i Nordjylland, har fået sænket sit salær af Landsretten med 15 procent i forhold til hans oprindelige vederlagsindstilling.

Det skriver Storm Advokatfirma i en meddelelse på deres hjemmeside.

"Jeg er tilfreds med Vestre Landsrets afgørelse. Samtidig kan jeg med tilfredshed notere at landsretten ikke mener at samarbejdsvanskeligheder skyldes mit virke som kurator", siger advokat Rune Hyllested meddelelsen.

Oprindeligt havde dommeren i Skifteretten Bo Dietz sænket salæret på Rune Hyllesteds vederlagsindstilling med godt en tredjedel, så salæret endte på 1,1 mio. kr.

Den kendelse kærede kurator Rune Hyllested efterfølgende til Vestre Landsret, som nu har sænket det med 15 procent mod godt 33 procent tidligere.

“Kurator har udførligt redegjort for den tid, der er anvendt på bobehandlingen. Hererefter og efter en samlet vurdering af navnlig arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat, fastsætter landsretten vederlaget til kurator (..)”, lyder det i Landsrettens kendelse.

dårligt samarbejde plagede konkurser

Som LandbrugAvisen tidligere har berettet, så har flere af Rune Hyllesteds sager været plaget af store samarbejdsvanskeligheder, hvor det har været nødvendigt med beskikkede advokater i de fleste tilfælde af en række sager i Hjørring Skifteret.

Det var bl.a. en af grundende til, at dommerfuldmægtig Bo Dietz i Skifteretten havde besluttet at sænke salæret med en tredjedel. Imidlertid havde han i sin kendelse, hvor salæret blev nedsat med en tredjedel, begået en række fejl, som han nu har beklaget over for Vestre Landsret.

Den dommerfuldmægtige Bo Dietz har flere gange rejst tvivl om advokat Rune Hyllesteds ageren i rollen som landbrugskurator.

Det er anden gang inden for få måneder, at Landsretten ændrer en kendelse fra Skifteretten i Hjørring.

"Det var ren chikane"

Gennem de seneste par måneder har en række personer med erfaringer med kurator Rune Hyllested meldt sig på banen med skærende kritik af den nordjyske kurators fremgangsmåde i konkurserne.

En advokat på en konkurs på en større svinebedrift gik så langt og kaldte kuratorens opførsel for chikane.

"Forløbet med konkursen var simpelthen ikke i orden, og der var mange ting, de beskyldte ham (svineproducent Jens Sørensen, red.) for, som i min optik bare var for at chikanere ham, sagde Jens Christian Larsen, advokat hos AdvokathusNord, i februar til LandbrugsAvisen.

Og den nu pensionerede advokat Torben Herrig var blevet beskikket advokat for en mælkeproducent, der blev erklæret konkurs i 2016. Han har ligeledes rettet skarp kritik af den nordjyske kurator.

"Men kort efter kørte det af sporet, da der kom en sagkyndig og kasserede deres måde at drive gården på. Pludselig gjaldt kontrakterne ikke, og de blev nærmest forvist fra gården. Jeg har beskæftiget mig med konkurser i mere end 30 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Set fra mit synspunkt blev de behandlet virkelig dårligt", sagde han til LandbrugsAvisen i februar, men understregede, at kuratoren ikke gjorde noget galt juridisk set.

 

Rettet: Jens Christian Larsen var ikke beskikket advokat på sagen men derimod fallentens advokat.

Relaterede

1. feb 00:00

Rune Hyllested: Vi tager hensyn

Advokat Rune Hyllested, Storm Advokatfirma, er uenig med Skifteretten i Hjørring og kærer salærafgørelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle