L&F: Det kniber med at skabe resultater

Selvom investeringerne stiger, kender vi endnu ikke prisen for det hul, som de globale prisfald har skabt, påpeger Landbrug & Fødevarer.

Danmark rykker ud af nedrykningsfare og avancerer i tabellen med en stigning i bruttonationalproduktet på 0,5 procent i tredje kvartal af 2014. 

"Dansk økonomi er ved at bygge formen op forstået på den måde, at virksomhederne nu tør investere i fremtiden. Vi kan se, at bruttoinvesteringerne er steget med 1,2 procent," siger cheføkonom Thomas Søby, Landbrug & Fødevarer.

Men selvom tallene dette kvartal overrasker positivt, er der ifølge Thomas Søby stadig lang vej, til dansk økonomi når topformen.

"Det er først og fremmest på hjemmebane, at det har knebet med at skabe resultater. Her har vi set et fald i privatforbruget på 0,6 procent. Samtidig er eksporten faldet 0,2 procent som følge af manglende vækst på nogle af Danmarks vigtigste markeder sideløbende med uro i Østeuropa og Mellemøsten. Så også på udebane kniber det," siger han.  

Ukendt pris

I fødevareklyngen kæmper virksomhederne med prisfald på verdensmarkedet som følge af det russiske importforbud. 

"Vi ved endnu ikke, hvor høj en pris, danske landmænd og fødevarevirksomheder kommer til at betale for det hul i kassen, som de globale prisfald har skabt," siger Thomas Søby og peger på privatforbruget som en vigtig faktor for væksten.

"Det vil gavne økonomien, hvis danskerne turde bruge flere penge i stedet for at spare op," siger Thomas Søby. 

Emneord

l&f

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle