L&F efter Folkemøde: Sværere at sætte dagsorden uden egen stand

"Vores stemme er hørt, men vi har ikke sat dagsordenen, når vi ikke er der med eget flag og telt", siger Anne Arhnung, L&F om Folkemødet.

Årets Folkemøde blev noget anderledes for Landbrug & Fødevarer, end de foregående. Efter i mange år at have haft et af de største telte på en af de bedste pladser i Allinge, valgte L&F i år af økonomiske grunde ikke at deltage med eget telt. Det vil organisationen nu evaluere.

"Det er anderledes at deltage med et stort set up, hvor man selv arrangerer debatter, og så går over til ikke at have et setup og kun deltage i debatter", siger Anne Arhnung, adm. direktør for L&F.

Sætte dagsorden

Fordelen ved det første er, at man kan sætte dagsordenen med de debatter, man arrangerer og styrer. Ulempen er, at det koster mange penge.

"Vi er ikke afsender på noget på Folkemødet i år. Men vi har da været med i mange debatter så vores stemme er hørt. Vi har været eftertragtede at få med i debatterne", siger hun.

Priser steget voldsomt

I efteråret meldte L&F ud, at det blandt andet skyldes økonomi, at man ville droppe at have en de største scener på Folkemødet.

"Vi smækker ikke med døren, for vi har bestemt haft rigtig meget godt ud af at være synlige i Allinge under Folkemødet. Når det er sagt, så har vi også gennem flere år været ude at advare mod, at priserne på Bornholm løber løbsk, samtidig med at det er blevet mere rigidt at være med på Folkemødet. Vi oplever voldsomme stigninger for overnatning igen næste år, hvor priserne nogle steder stiger med 50 procent. Det er efterhånden ved at være sådan, at overnatning og transport koster det samme som at have en stor scene på Folkemødet", sagde direktør Morten Høyer dengang.

Vil evaluere

Nu har L&F så prøvet at deltage i Folkemødet uden telt og flag, og Anne Arhnung understreger, at L&F er gået ind i det med åbne øjne, og at det har været et prioriteringsspørgsmål.

"Nu vil vi evaluere, om vi får nok ud af at være med i forhold til ressourcer, eller om der skal ske noget andet", siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle