L&F inviterer til møde med DanAvl-kritikere

DanAvl inviterer fredag til fællesmøde for de 23 avls- og opformeringsbesætninger, der har valgt at stå udenfor DanAvl.

Formandskabet i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion har inviteret til et fællesmøde med de 23 avls- og opformeringsbesætninger, der ikke har underskrevet leverandøraftale med det nye DanAvl.

Sidste uge lagde Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion, op til, at han ville besøge kritikerne.

Takket nej

»Derfor har vi også ringet og tilbudt at komme rundt i hele landet og holde private møder med alle 23 besætninger, der har valgt at stå udenfor i første omgang«, beretter Søren Søndergaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

»Det har de takket nej til, men flere gav udtryk for, at de gerne ville komme, hvis det var et fællesmøde, så det har vi inviteret til på fredag«, beretter Søren Søndergaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

Skal lytte

Søren Søndergaard understreger, at mødet på fredag først og fremmest handler om at lytte, og han vil endnu ikke spå om resultatet:

»Nu vil vi forsøge at blive klogere på, hvad der skiller os ad, og om vi på nogen måde kan nærme os hinanden og dermed få flere med i fællesskabet. Nu tager vi en god snak – landmand til landmand, og så tager vi den derfra«, siger Søren Søndergaard.

Fremtidssikres

»Vi vil gøre meget for at fremtidssikre et DanAvl, der stiller dansk svinegenetik så stærkt som muligt på verdensmarkedet«, siger han.

På mødet fredag i Middelfart vil formandskabet i L&F Svineproduktion deltage: Erik Larsen, Søren Søndergaard og Søren Bonde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle