L&F: Nødvendigt med større fokus på mad og sundhed

Presset på sundhedsvæsenet bliver massivt de kommende år. Og en af udfordringerne handler om kost. Landbrug & Fødevarer går derfor nu ind i kampen for at sikre danskerne de bedst mulige vilkår for et sundt liv med nyt udspil.

Over halvdelen af danskerne er i dag overvægtige. Med usunde kostvaner følger en markant stigning i sygdomme som diabetes, kræft, hjertekarsygdomme, knæ- og hofteproblemer. Det kommer til at koste danskerne i gode leveår.

Landbrug & Fødevarer går nu derfor aktivt ind i kampen for at sikre danskerne de bedst mulige vilkår for et langt og sundt liv. Maden og måltidet bør være et integreret og aktivt virkemiddel i forhold til danskernes sundhed og velfærd, sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

"Vi kan ikke alene behandle os ud af fremtidens sundhedsudfordringer; vi er nødt til at arbejde for sundhedsfremme i alle stadier af livet. Et af de vigtigste redskaber til et sundt liv er en sund kost", udtaler Anne Lawaetz Arhnung, der er adm. direktør i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

"Mad bidrager til sundhed, livskvalitet, selvværd og fællesskab. I Danmark er vi nogle af de bedste i verden til at producere kvalitetsfødevarer, og vi har derfor alle forudsætninger for at gøre mad og måltider til en sundhedsfremmer". 

Fokus på mad og måltider 

Med udspillet ‘Sundere mad hele livet’ sætter L&F særligt fokus på indsatser i børne- og ældrelivet og  indsatser, der styrker evidens og oplysning om mad og sundhed.

Blandt forslagene er blandt andet styrkede rammer for mad og måltider i skolen gennem spisevenlige miljøer og tilskudsordninger for mælk, frugt og grønt:

"Vi ved, at omkring 75 procent af hverdagens måltider spises uden for hjemmet. Så for vores børn og unge er det vigtigt, at vi samarbejder om at skabe sunde tilbud, der kan understøtte læring og trivsel", siger Anne Lawaetz Arhnung.

"Og for mange ældre, der kommer hjem efter et hospitalsophold, kan det være fuldstændigt afgørende for deres rehabilitering, at de modtager den rette kost og ernæring, hvis vi skal undgå unødige genindlæggelser", fortsætter hun.

‘Sundere mad hele livet’ bliver lanceret i forbindelse med Madens Folkemøde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle