L&F om ny ulve-plan: Husdyrholdere skal kompenseres hundrede procent

Hos Landbrug og Fødevarer er håbet, at ministeren lytter til Vildtforvaltningsrådets nye ulveplan, og finder penge på på finansloven til at sikre fuldstændig kompensation til avlerne, der skal sikre sig mod ulven.

Ministeren må sikre, at der afsætts midler på finansloven, for at hjælpe fåreavlere og andre husdyrholdere, der må leve med, at ulven er kommet tilbage i den danske natur.

Sådan lyder håbet hos viceformand i Landbrug og Fødevarer Thor Gunnar Kofod i kølvandet på den nyligt vedtagne ulveplan fra Vildforvaltningsrådet.

L&F sidder med i Vildforvaltningsrådet sammen med en række andre organisationer. Rådet består blandt andet også af Dyrenes Beskyttelse, Jægerforbundet, Friluftsrådet med flere. 

Rådet er i en ny forvaltningsplan kommet frem til, at staten skal tage langt mere ansvar og gøre det lettere for landmænd og husdyrholdere at leve sammen med rovdyret, der har stået for et ikke ubetydeligt antal angreb på blandt andet fåreavlere.

Det gælder blandt andet bedre mulighed for at regulere ulven, og at holde husdyrholderne skadesløse.

"Jeg håber, at ministeren vil tage positivt imod Vildtforvaltningsrådets indstilling og sikre, at der afsættes midler på finansloven til de nye tiltag. Med rådets anbefalinger får ministeren anvist en række tiltag, som kan være med til at skabe en bedre håndtering af ulven. Og så håber jeg, at ministeren vil fortsætte arbejdet med at sikre bedre nationale muligheder for forvaltning og regulering af ulven", siger Thor Gunnar Kofod, viceformand i Landbrug & Fødevarer, i en skiftlig kommentar.

100 procent kompensation

Konkret anerkender Vildtforvaltningsrådet i sit skriv, at 'det kan være svært at holde ulven væk fra husdyr, selvom man gør alt det rigtige', og altså har opsat godkendte ulvesikre hegn.

Vildtforvaltningsrådet skriver også i den nye plan, at 'husdyrholderne skal holdes økonomiske skadesløse, både i forhold til direkte omkostninger til hegn og andre afværgeforanstaltninger, i forbindelse med angreb og drab på husdyr og i forbindelse med øvrige omkostninger i form af f.eks. øget tilsyn, vedligeholdelse af hegn og øget tidsforbrug ved angreb'.

"Med denne her indstilling er der en bred anerkendelse af, at husdyrejere, som har dyr i de områder, hvor ulven også lever, befinder sig i en vanskelig situation. Derfor foreslår vi samlet, at der indføres 100 pct. kompensation til husdyrholdere i forbindelse med etablering af ulvesikring og ved omkostninger til løbende vedligehold", lyder det fra Thor Gunnar Kofod, der også fremhæver, at der skal fokus på dyrevelfærden.

"Vildforvaltningsrådet anbefaler desuden, at der i dialog med de berørte husdyrholdere sættes gang i en udredning af adfærdsændringer og stress hos husdyr på grund af ulvens tilstedeværelse. Det er nødvendigt at få klarlagt, da vi hører om flere stressede dyr".

Problemulve 

Et stort ønske fra erhvervet har også været, at der blev kigget på begrebet "problemulv", der beskriver hvornår en ulv er et problem for omverdenen og derfor kan reguleres og skydes. Det gælder lige nu blandt andet ulve, der ikke er sky over for mennesker eller som er syge, eller ulve der gentagne gange angriber husdyr på trods af eks. ulvesikre hegn.

"Nogle har ønsket, at vi kigger på definitionen af begrebet ”problemulv”, men det er ikke Vildforvaltningsrådets opgave eller mandat. Det ændrer dog ikke på, at vi i L&F stadig mener, at der skal være bedre muligheder for at regulere problemulve", siger Thor Gunnar Kofod.

Forvaltningsplanen for ulvene er netop vedtaget i Vildtforvaltningsrådet, og bliver nu sendt til ministeren. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle