Målet om 60 øre ekstra: Sådan ligger Danish Crown efter i år

Danish Crown indhenter tabt terræn på at levere konkurrencedygtig afregning i EU, melder direktør Jais Valeur.

Det afgørende mål for Danish Crown, nemlig 60 øre mere i notering til de danske andelshavere end til konkurrenterne i EU, er kommet nærmere i det forgangne år.

Hvor andelsselskabet efter sidste års regnskab, 17/18, lå halsende efter konkurrenterne med alvorlige 24 øre pr. kg, så har Danish Crown nu indhentet en hel del af det tabte, melder Danish Crowns topchef Jais Valuer.

"Vi er 10 øre foran EU-indekset, når du ser på det seneste regnskabsår", fortæller han.

Heri opgøres den samlede afregning fra Danish Crown, målt op imod en række af de afgørende konkurrenter - altså Tyskland, Holland/Belgien samt svine-supermagten Spaniens noteringer.

Målet om 60 øre ekstra blev lanceret i 2016, da Danish Crown kom med sin 4WD-strategi. Da lå Danish Crown på et forspring på 23 øre foran - og målet var at lægge yderligere 60 øre til det forspring, så svineproduktionen kan holdes i Danmark trods de højere omkostninger.

Målet skulle være nået senest i 2021, men blev sidste år udskudt med to år, grundet de svære udfordringer i britiske Tulip.

Nu går det altså atter fremad, påpeger Jais Valeur.

"Det går da den rigtige vej for øjeblikket, hvis du kigger på noteringen. Det, vi kommunikerer i regnskabet, er den fortsættende drift. Vi har en stærk underlæggende drift i stort set alle selskaber. Vi har sagt farvel til Tulip i England og har stor en eksponering mod Asien. Vi er forsigtigt optimistiske over for det, for vi ligger jo rigtig pænt til", siger han.

At årets to halvdele nærmest virker som hver deres halvdele af en yin-yang-tegn, er ikke helt forkert. Netop den kinesiske efterspørgsel manglede i første halvår og farvede det hele sort - mens andet halvår er buldret af sted med en nærmest umættelig kinesisk efterspørgsel.

Jais Valeur er stolt af, at hele selskabet er fulgt med op.

"Når du kigger historisk, har Danish Crown ikke været bedst, når priserne går hurtigt op, fordi vi har en stor forædlingsdel. Men det synes jeg faktisk, at vi har håndteret godt i det sidste år", siger han.

Færre andelshaverkilo

Rent kilomæssigt leverede Danish Crowns andelshavere på grisesiden hele 6,4 procent færre kilo i det forgangne år. En stor tilbagegang, som Jais Valeur ærgrer sig over - men godt kan forstå.

"Der er ingen tvivl om, at vi gerne ville have flere kilo. Vi skal gøre os fortjent til den tillid fra andelshaverne til, at de vil øge deres produktion. Det håber jeg, at vi kan demonstrere med de resultater, vi leverer her", siger han.

"Men det er da frustreende at se på, når man ved, at man kan sælge mere. Men sådan er det altid. Er det livstruende for Danish Crown? Overhovedet ikke. Der skal løbes lidt hurtigere alle steder for at kompensere for det".

- Hvordan vil det gå for det kommende år, når vi ser på slagtetallene?

"Det vil jeg helst ikke sige noget om, før vi kommer nogle måneder længere frem. Jeg hører alt fra, at det vil fortsætte ned til, at det vil gå op", siger han.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal ligge foran den europæiske notering. Og jeg håber da, at sådan som vi ligger nu, at det så giver nogle appetit på at leje en stald og fede nogle af deres smågrise op".
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle