Midtjyske formænd er tilfredse med ny minister: »Dygtig og karismatisk«

»Spændende ministerrokade med interessante perspektiver, lyder det fra fire landboformænd.

»Når det nu skulle være, så tror jeg landbruget er godt stillet med Jakob Ellemann-Jensen (V) som ny Miljø- og Fødevareminister.«

Det siger en tilfreds formand for Østjysk Landboforening, Henrik Nielsen i en pressemeddelelse, hvor han bliver bakket op af sine kollegaer: Frede Lundgaard Madsen, LandboForeningen Midtjylland, Jens Gammelgaard, Landboforeningen Odder-Skanderborg og Nis Hjort, Vejle-Fredericia Landboforening.

Forbindelserne i orden

Flere af dem har mødt Jakob Ellemann-Jensen i forskellige sammenhænge og beskriver ham som en dygtig og karismatisk politiker med sin gang i toppen af partiet.

»Det betyder meget for os, at ’vores’ minister har de rette forbindelser. Vi går samtidig ud fra, at han, i kraft af sin seneste post, som politisk ordfører for Venstre, har et stort netværk indenfor hele det politiske system. Det må alt sammen være fordele, når arbejdet i ministeriet skal i gang.«

By-politiker

I forhold til sin forgænger Esben Lunde Larsen, har Jakob Ellemann-Jensen dog ingen rødder i landbruget og er valgt i en by-kreds.

»Men mon ikke han hurtigt kommer efter det? Vi kender ham, som en flittig og seriøs politiker, så vi skal nok få et godt konstruktivt samarbejde alligevel,« siger de fire landboforeningsformænd, der også hilser den ny Undervisnings- og Forskningsminister, iværksætteren Tommy Ahlers, velkommen.

Ahlers ’hammerpændende valg’

»Han er et hammerspændende valg til den post. Det bliver interessant,« mener Henrik Nielsen.

Undervisnings- og Forskningsministeriet er vigtigt for landbruget, der selv er involveret i forskning på alle mulige faglige og teknologiske planer og ved, hvor dybt afhængig erhvervet er af, at der hele tiden sker udvikling på forskningsområdet.

»Om nogen må Tommy Ahlers have fingeren på pulsen, når det drejer sig om nytænkning og fremdrift. Det glæder vi os meget til et samarbejde omkring.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle