Miljøminister om Baltic Pipe-forsinkelse: - Sådan noget må ikke ske

Miljøminister Lea Wermelin (S) vil gøre op med "grønt bureaukrati", siger hun i interview med Berlingske. Invasionen af Ukraine har skabt 'en helt ny situation', siger hun i interviewet, hvor hun også spørges ind til Baltic Pipe, hvor arbejdet stod stille i Østjylland og Vestfyn i cirka 10 måneder, da projektet afventede en ny miljøgodkendelse.

Miljøminister varsler i Berlingske et opgør med grønt bureaukrati. Invasionen af Ukraine har nemlig skabt

- en helt ny situation, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin, som derfor vil indføre smidigere regler og et opgør med bureaukrati og årelang sagsbehandling.

Ministeren åbner op for, at det kan være relevant at lægge en overordnet vurdering af de enkelte projekters forsynings- og sikkerhedspolitiske aspekter ind, når de behandles på tværs af myndigheder og ministerier.

I artiklen i Berlingske nævnes især projektet om en havvindmølleparken i Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland. Projektet har været undervejs siden 2012, men er gået i stå nu, fordi området sidste år blev udpeget til fuglebeskyttelsesområde for at beskytte bestanden af særligt edderfugle og gråstrubede lappedykkere. 

Ministeren bliver dog også spurgt ind til det omstridte Baltic Pipe-projekt, som først i sidste måned blev genoptaget på Vestfyn og Østjylland efter Energinet måtte søge om en ny miljøgodkendelse.

Projektet fører gas fra norske gasfelter i Nordsøen gennem Danmark til Polen, og øger dermed uafhængigheden af russisk gas i Polen.

Den oprindelige miljøtilladelse til dele af Baltic Pipe-projektet blev i juni sidste år underkendt med baggrund i utilstrækkelig belysning af, hvordan anlægsarbejdet ville påvirke arter som hasselmus, birkemus og flagermus.

- Sådan noget må ikke ske. Det er ødelæggende for det tempo på den grønne omstilling, som krigen i Ukraine understreger, siger Lea Wermelin til Berlingske.

På sin Facebook-profil skriver Lea Wermelin, at det siger sig selv, at vi ikke må glemme naturbeskyttelsen, men vi står simpelthen i en ny virkelighed.

- Det er ikke uden dilemmaer, men det er nødvendigt at få fart på behandlingen af projekter med vedvarende energi og skabe en fleksibilitet i forhold til EU-reglerne på området, lyder det fra miljøministeren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle