Miljøministeren vil støtte forlængelse af Roundup-tilladelse

EU-Kommissionen vil forlænge tilladelse til sprøjtemidlet Roundup i ti år, og det vil regeringen stemme for.

Miljøminister Magnus Heunicke vil støtte EU-Kommissionens forslag om at give ti års yderligere tilladelse til det omdiskuterede sprøjtemiddel glyphosat, der er et aktivt stof i ukrudtsmidlet Roundup.

Det viser ministerens oplæg til Folketingets Europaudvalg, hvor han skal indhente dansk forhandlingsmandat til EU-forhandlingerne.

Der skal stemmes om glyphosat ved en afstemning 12. eller 13. oktober i et stående udvalg i EU.

At Danmark vil støtte EU-Kommissionens forslag får skarp kritik af SF og Enhedslisten. 

- Jeg synes, det er tudetosset, at regeringen vil bakke op om at forlænge det, siger Kira Marie Peter-Hansen, medlem af EU-Parlamentet for SF. 

Også Enhedslisten er uforstående over for ministerens indstilling. 

- Med den biodiversitetskrise, vi står i nu, er det uforståeligt, at regeringen ikke lægger op til at bruge et forsigtighedsprincip og stoppe den tilladelse, der er til brugen af glyphosat, siger miljøordfører for Enhedslisten, Peder Hvelplund.  

I Magnus Heunickes indstilling til forhandlingerne skriver ministeren, at ”den forventede ordlyd af regeringens forhandlingsoplæg” vil støtte EU-Kommissionens forslag om fornyet godkendelse af glyphosat i maksimalt ti år. 

Regeringen vil i forhandlingerne lægge ”stor vægt på” en række forholdsregler, EU-Kommissionen har foreslået. 

Det drejer sig eksempelvis om et forbud mod nedsivning/tvangsmodning af afgrøder før høst. Og om at medlemslandene skal indføre bufferzoner, hvor der ikke må sprøjtes med glyphosat langs vandløb og naturområder på enten fem eller ti meter, afhængig af doseringen af glyphosat på markerne. 

Sidste år vedtog Folketinget et delvist forbud mod at bruge sprøjtemidler med glyphosat, hvilket inkluderede Roundup. 

Forbuddet omfatter områder som stier, veje, grus, fortove, indkørsler, parkeringsarealer og terasser. 
Områder, der ifølge Danmarks Naturfredningsforening kun udgør en lille del af det samlede forbrug. 

EU-Kommissionens forslag har en lignende afgrænsning, som regeringen vil støtte ”med visse undtagelser, så blandt andet invasive arter fortsat kan bekæmpes omkring eksempelvis jernbaneskinner og i lufthavne,” skriver miljøministeren. 

SF mener, at forbuddet bør udvides til landbruget, der ”sagtens” kan klare sig uden Roundup. 

Der er for mange risikoelementer i brugen af Roundup til, at det er værd at tillade frem for en sprøjtefri dyrkning, siger Enhedslisten. 

Miljøministeriet oplyser, at det ikke er muligt at få en kommentar fra ministeren. Der henvises til ministerens forelæggelse i Europaudvalget fredag.
 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle