Minister, kommuner og L&F vil nu sparke gang i vådområder

KL, L&F og Miljø- og Fødevareministeriet er enige om at sætte gang i især minivådområderne - ny arbejdsgruppe skal finde løsninger.

En ny arbejdsgruppe skal nu se på, hvad der kan gøres for at sætte gang i minivådområderne. 

Det er resultatet af et møde mellem Kommunernes Landsforening, miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

"Det var et godt og konstruktivt møde, hvor jeg især hæftede mig ved, at der var en god lydhørhed fra ministeren, men lige så vigtigt fra kommunerne, som klart indikerede, at de vil spille med og få det her igang", siger Martin Merrild.

Ministeren har tidligere kritiseret, at det går for langsomt med at nedsætte kvælstofudledningen, der ikke er faldet - eller steget - fra 2016 til 2017, som Landbrugspakken ellers bebudede. 

Dog blev det eksempelvis først i 2018 muligt overhovedet at ansøge om støtte til minivådområderne, der er en vigtig del af de frivillige virkemidler, der skal nedsætte udledningen.

"Ministeren har sagt, at det går for langsomt, men samtidig har han også taget et medansvar, for at det har været svært. Vi er alle sammen interesserede i at få gang i projekterne, og nu skal vi have undersøgt, hvad vi kan gøre", siger Martin Merrild og fortsætter:

"Forhåbentlig finder arbejdsgruppen konkrete praktiske ting eller regler, der kan ændres og derved give en klar effekt".

Arbejdsgruppen kommer til at bestå af embedsmænd fra KL, Miljø- og Fødevareministeriet og Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle