Minister: Sådan gør vi hollandsk kalveproduktion mere bæredygtig

Den hollandske landbrugsminister vil minimere importen af kalve og mindske transporten med kalve.

Det er ikke et udtryk for bæredygtighed, når hollandske landmændene importerer en masse kalve for at fede dem op og sælge størsteparten af kødet til eksport.

Det mener den hollandske landbrugsminister Carola Schouten, som netop har lanceret tre scenarier, som hun mener kan udstikke nye og mere bæredygtige retninger for den hollandske kalveproduktion.

"Kalveproduktionens licens to produce er under pres, fordi halvdelen af kalvene indkøbes i udlandet og hollænderne selv spiser mindre og mindre kalvekød. Det er ikke holdbart", understreger ministeren ifølge den hollandske kalveforening DeKalvehouder.

tre nye bud

Ministeren har lanceret tre nye modeller, som kan danne rammen om fremtidens kalveproduktion.

I et af scenarierne lægges der vægt på, at kalvene opfedes på malkekvægsbedriften, hvor de fødes, fremfor at de flyttes til en specialiseret kalveproducent. Hvis dette scenarie vinder udbredelse vil den hollandske import af kalve falde.

I et andet scenarie kan kalvene flyttes, men først når de er tre måneder gamle.

I det sidste scenarie lægges der vægt på det lokale og regionale. Her tillades en maksimal transportafstand mellem mælkeproducenten og kalveproducenten på 100 kilometer og kalve må ikke samles på markeder. Mælke- og kalveproducenterne skal indgå forpligtende partnerskaber, så de i fællesskab formulerer mål og handlingsplaner, som skal sørge for høj sundhed og minimalt medicinforbrug hos kalvene.

Carola Schouten har afsat ti millioner euro til videre undersøgelse af de tre scenarier.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle