Hvis der er én ting, der de seneste år har kunnet få sindene i kog, er det naturnationalparker og især velfærden for de dyr, der skal være der. Tidligere gruopvækkende historier om sultende og lidende dyr har gjort det nødvendigt for miljøministeren at give forsikring mod gentagelser. En klog, men også risikofyldt strategi, lyder det fra LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen.
De så umådeligt glade ud, forhandlerne fra regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, da de i torsdags trådte frem for at fortælle om den aftale, de netop havde indgået. Den handler om yderligere 10 naturnationalparker og deres placering, og forhandlerne var glade, fordi de virkelig gerne vil have disse parker.
Det med placeringen har i sig selv været genstand for både en stor og animeret debat rundt om i landet, for ikke alle er lige vilde med disse indhegnede parker. Anledning til den voldsomste debat har nok selve spørgsmålet om dyrevelfærd givet, for vi har set flere eksempler med lidende og sultende dyr, når de er indhegnede.
Den har man selvfølgelig lugtet på Slotsholmen, så miljøminister Lea Wermelin (S) gjorde ved præsentationen af aftalen en selvstændig pointe ud af at understrege vigtigheden af dyrevelfærd. Helt nøjagtigt sagde hun:
- Det er meget vigtigt for os at understrege, at for os går naturen og dyrevelfærd hånd i hånd. Det vil sige, vi kommer ikke til at gå på kompromis med dyrevelfærden, sagde hun.
Og det kan ingen jo være uenig med hende i. Klart nok skal man ikke gå på kompromis med dyrevelfærd.
Så det interessante bliver, hvem der ejer definitionen af, hvad dyrevelfærd er?
Således vil der ikke, som det for eksempel er tilfældet hos enhver landmand, være krav om at tilse dyrene på individniveau. Det forhold kan man overhælde med al den glasur, man vil, men det handler selvfølgelig om, at det vil være en uoverstigelig opgave for staten at tilse vilde græssere på individniveau i et stadig stigende antal naturnationalparker. Men bare fordi det er bøvlet og dyrt, skal der så gælde forskellige sæt dyrevelfærdsregler, alt efter om det drejer sig om en malkeko fra en løsdriftstald eller tunge kreaturer, der i biodiversitetens hellige navn skal gnubbe sig op ad parkens træer?
Det synes ministeren og forligspartierne åbenbart.
Men ikke desto mindre er ministerens forsikring om, at man ikke vil gå på kompromis med dyrevelfærden, ikke gratis. Hun, regeringen og forligspartierne vil blive holdt op på dette løfte. Går det på et tidspunkt galt et sted - og det er der stort set statsgaranti for vil ske - er der lige så stor sikkerhed for, at alle fingre vil pege på Lea Wermelin.
Grundlæggende er forestillingen om den store naturnationalpark, hvor vilde dyr uforstyrret og frit kan leve og dø på naturens præmisser, en illusion. For den er hegnet ind, og det er ansvarspådragende.
