Mogens Dall om muligt retsopgør: Vi kan ikke trække dynen over hovedet

Derfor går tre landboforeninger ud med juridisk forundersøgelse og evt. stævning af staten: Vi ønsker second opinion, for miljøkrav betyder økonomiske forringelser og ny undergødskning, siger Mogens Dall, formand for LandboSyd.

”Hvis en læge siger, du har et halvt år tilbage og der ikke er noget at gøre, ville du vel også spørge en anden læge”.

Mogens Dall, formand for LandboSyd, mener ikke, der er noget paradoks i, at tre syd- og sønderjyske foreninger har besluttet at hyre en advokat til at undersøge mulighederne for at stævne staten for vandplanerne og de virkemidler og krav, som landbruget er blevet pålagt det seneset års tid – selvom L&Fs egen advokat Håkun Djurhuus har frarådet sagsanlæg, fordi han ikke tror, det vil give resultat.

Kravene omfatter både omfattende krav om målrettede efterafgrøder, forbuddet mod at gødske §3-græsningsengene, og senest, nye krav om skærpet udnyttelse af husdyrgødningen, m.v.

NY UNDERGØDSKNING

Men for Mogens Dall vil selv den mindste indrømmelse til landbruget være en sejr, der er værd at kæmpe for.

”Vi ønsker en second opinion, for vi skylder landmandsfamilierne at vende hvert et strå, vi kan ikke bare trække dynen over hovedet. De nye krav betyder, at vi igen kommer til at undergødske vores afgrøder – som før landbrugspakken”, siger Mogens Dall.

”Det kan da ikke passe, at vi ikke må give næring til vores planter”!

TO SKUD I BØSSEN

De tre landboforeninger, LandboSyd, Sønderjysk Landboforening og Kolding Herreds Landbrugsforening, har bestilt advokat Philip S. Thorsen fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen til at udarbejde en juridisk forundersøgelse af mulighederne for at stævne staten for vandplanerne.

Det sker samtidig med, at den sønderjyske landmandsgruppe Agerskovgruppen, har indledt en anden, juridisk forundersøgelse, også med henblik på et muligt sagsanlæg mod staten – især for det øgede krav om målrettede efterafgrøder.

Det er der ikke noget underligt i, understreger Mogens Dall.

HELE NÆLDEN

”Nælden har mange blade: Det ene blad er efterafgrøder, et andet er højere udnyttelsesprocent i husdyrgødningen og så er der forbuddet mod at gødske og sprøjte §3-græsningsengene. Agerskovgruppen sigter på et af bladene: Efterafgrøderne. Vi i de tre landboforeninger ønsker at rette skytset mod hele nælden”.

”Når jeg er på jagt, har jeg også altid to skud i bøssen”.

TOPADVOKAT

Hvor Agerskovgruppen har allieret sig med Hans Sønderby, der tidligere har været advokat for Bæredygtigt Landbrug, har de tre landboforeninger, KHL, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening, allieret sig med advokat Philip S. Thorsen fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

Han skal for de tre foreninger udarbejde en juridisk forundersøgelse til en eventuel efterfølgende stævning af staten.

Centrovice beslutter torsdag om den fynske landboforening også skal gå med i initiativet.

”Vi håber, de går med, så trekøveret bliver til et lykkebringende firkløver”, siger Mogens Dall.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle