Naturplejere skal ud at finde nye græsgange

De nye naturnationalparker vil gøre det sværere at være privat naturplejer i Danmark, fordi forretningsgrundlaget bliver mindre, konstaterer lokal naturplejer i Mols Bjerge. Han er dog mest ked af, at udpegningen ændrer Nationalpark Mols Bjerge.

Udpegningen af de nye naturnationalparker kommer til at indskrænke den private naturpleje i Danmark, fordi der ikke må være private dyr på arealerne.

Det konstaterer bl.a. Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, landmand, naturplejer og lokalpolitiker med mere i Syddjurs.

- Selvfølgelig bliver det sværere. Det samlede forretningsområde for naturplejerne bliver væsentligt mindre i og med, man tager naturnationalparkerne ud af ligningen, siger han.

Jørgen Ivar Brus Mikkelsen driver naturpleje blandt andet i Mols Bjerge, som i sidste uge blev udpeget som én af 10 kommende naturnationalparker.

Med udpegningen mister han med tiden de godt 100 hektar, som han afgræsser for Naturstyrelsen i Mols Bjerge. Det er ingen overraskelse. Han har længe været på det rene med, hvad vej vinden blæste, og har andre, private og kommunale arealer, han vil satse på. Alligevel ærgrer det ham at miste netop de statslige arealer i Mols Bjerge, som er store og godt hegnede.

- Naturstyrelsen har været dygtige til at skabe gode vilkår for naturplejere.

’Det gør mig trist’

For Jørgen Ivar Brus Mikkelsen er det dog noget helt andet end hans private naturpleje, der især får ham til at beklage udpegningen.

Mols Bjerge er allerede nationalpark, etableret i 2009. Den består af 80 procent private arealer og 20 procent offentlige arealer. Nu skilles den statslige femtedel ud.

Det vil, mener Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, amputere den nationalpark, han har været dybt engageret i i regi af Djursland Landboforening.

- Jeg har brugt mange ressourcer på at få landmænd og lodsejere til at bakke op om nationalparken. Det lykkedes faktisk at få skabt en positiv holdning hos langt de fleste. Nu bliver det rigtig svært, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, der også siddet i nationalparkens bestyrelse gennem otte år.

Han føler, at den nye udpegning underløber den national-park, han har kæmpet for

- Man rykker hjertet ud af nationalparken. Det er jeg decideret trist over.

Amputeret park

Jørgen Ivar Brus Mikkelsen forudser blandt andet. at der vil komme et øget tryk på de privatejede områder af Mols Bjerge, fordi besøgende ikke har mod på at gå blandt de ’rewildede’ dyr.

Men især ærgrer det ham, at nationalparken mister de statslige arealer, som hidtil har været brugt som forsøgsområde og ’legeplads’, når nye naturprojekter skulle prøves af.

- Det er det største problem, set med mine øjne. Man amputerer nationalparken.

Når det gælder landbrugets rolle i naturnationalparken er Jørgen Ivar Brus Mikkelsen lidt mere optimistisk.

- Naturnationalparken får måske brug for opstaldningspladser og måske for foder og nye dyr. Så selv om naturplejen indskrænkes, kan det være, der viser sig nogle andre forretningsområder.

Faktaboks

Private naturplejere ryger ud - på sigt

  • Dyr, der skal udsættes i de nye naturnationalparker, skal tilhøre staten - ikke private dyreholdere.
  • De fleste aftaler med private dyreholdere kan fortsætte, indtil de nye naturnationalparker åbner.
  • Nogle aftaler vil dog blive ændret eller opsagt inden. Naturstyrelsen tager kontakt.
  • Kilde: Svar fra Naturstyrelsen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle